22. februar 2021

Medlemskampagne: Vi skal passe på vores børn og unge


Det Sociale Netværk / headspace Danmark sætter fortsat fokus på børn og unges mentale trivsel gennem medlemskampagnen ‘Vi <3 headspace’. Vi skal nemlig være endnu flere, der kæmper de unges sag, og derfor ønsker vi flere medlemmer, der vil kæmpe sammen med os.

Danmarks børn og unge er pressede, og der har aldrig været så meget brug for headspace, som der er lige nu. Hjælp os med at give flere børn og unge nogen at tale med.

Med kampagnen ‘Vi <3 headspace’ har du mulighed for at blive medlem af Det Sociale Netværk / headspace Dannmark og modtage en gave som tak.

Pelle <3 headspace

Du kan lige nu blive medlem og modtage headspace-ambassadør Pelle Hvenegaards bog “100 dage 100 digte – hverdagstanker fra en Coronatid”.

“Netop nu er det ekstra vigtigt, at vi passer på vores børn og unge, for det er ikke nemt at være ung i en Coronatid. Som tak fordi du vil hjælpe Det Sociale Netværk / headspace Danmark med at støtte børn og unge, der har ondt i livet – og dem er der desværre ekstra mange af i denne her tid – er jeg er glad for at kunne give dig en signeret udgave af min seneste bog “100 dage – 100 digte”. Bogen handler netop om en meget anderledes hverdag i den her vanvittige tid”, siger Pelle Hvenegaard.

Udover flere gode medlemstilbud vil også vores headspace-ambassadører Mads Marius og Ida Sophia bringe sig selv i spil og hjælpe os med at sætte fokus på at aftabuisere psykisk sårbarhed og mistrivsel hos unge. Du kan følge dem på headspaces Instagram og Facebook.

Gør en forskel sammen med os!

Som medlem er du med til at sætte et øget fokus på mental sundhed og med til at fjerne tabuer og fordomme om psykisk sårbare og socialt udsatte.

Sammen skaber vi en bedre forståelse for mental mistrivsel og en ny, bedre og mere sammenhængende indsats overfor psykisk sårbare.

Vi styrker udbredelsen af konkrete initiativer som fx mindUSkolen for Mental sundhed og Brug Bolden, så vi med en forebyggende indsats kan hjælpe børn og unge, der er socialt eller psykisk sårbare, og tilbyde dem gratis og anonym rådgivning i vores landsdækkende projekt headspace.

Og vi fjerner tabuer og fordomme om psykisk sårbare og socialt udsatte og skabe klar og tydelig information som psykisk sårbarhed i Danmark.

Et medlemskab koster 200 kr. om året. Udover en gratis gave får du også adgang til eksklusive medlemsarrangementer. Det vil være debatarrangementer eller foredrag, hvor du kan møde nogle af vores ambassadører, toneangivende oplægsholdere, forskere, politikere, journalister m.fl  der vil give indsigt i relevante temaer og bidrage med personlige fortællinger om psykisk sårbarhed.