1. juli 2021

Børn som pårørende – 13 organisationer går sammen om fælles konference

Det påvirker børnene, når et familiemedlem bliver alvorligt fysisk eller psykisk syg, dør, bliver fængslet eller har et misbrug. De daglige rutiner bliver brudt op, hverdagen bliver mindre forudsigelig, og svære følelser som utryghed, savn og sorg kommer til at fylde mere. Ofte sænkes den ene forælders energiniveau på grund af sygdom og bivirkninger af f.eks. behandlinger og medicin og bekymringer for fremtiden, mens den anden forælder skal klare alle de praktiske opgaver alene og hjælpe børnene med de følelsesmæssige udfordringer.

Hvis det er en familie med en eneforsørger, er belastningen på barnet endnu mere direkte. Endelig kan det også være en søster eller bror, som barnet er pårørende til, der har det svært, og hvor al opmærksomhed er rettet mod den syge søskende.

Af forskellige grunde kan det derfor være vanskeligt for forældrene at få givet børnene tilstrækkelig opmærksomhed, viden og følelsesmæssig støtte, når familien er allermest presset, og børnene har allermest brug for det.


Tirsdag den 14. september 2021, inviterer Det Nationale Sorgcenter i samarbejde med Det Sociale Netværk / headspace Danmark og 12 andre organisationer til konference på Hotel Nyborg Strand. Målet med konferencen er at skærpe de fagprofessionelles viden om børn som pårørende, samt at bidrage til at fremme yderligere initiativer og lovgivning på området.

Du kan blandt andet møde Anne Thorup, Professor i børne- og ungedomspsykiatri, Preben Engelbrekt, direktør, Det Nationale Sorgcenter, partiformand (F), MF og tidl. minister, Pia Olsen Dyhr, Annette Due Madsen, stifter, Center for Familieudvikling og Per Bøge, Børne- og ungechef, Kræftens Bekæmpelse – og unge, der fortæller deres personlige historier. Konferencen bliver modereret og ledet af Tine Götzsche.

Læs mere og tilmeld dig her


Børn som pårørende

I hver dansk skoleklasse sidder 5-6 børn, som er pårørende til en forælder eller søskende med alvorlige udfordringer:

2.000 børn mister hvert år deres far eller mor, og knap 400 børn mister en søster eller bror
39.500 børn oplever hvert år, at en af deres forældre bliver indlagt med en kritisk sygdom
3.500 børn og unge har til stadighed en far eller mor i fængsel
310.000 børn vokser op i hjem med psykisk sygdom og/eller misbrug

Men det er ikke alene forældrenes ansvar, at børnene får den hjælp og støtte, de har brug for. Fagfolk som lærere, socialrådgivere, pædagoger, sygeplejersker og sundhedsplejersker, der møder børnene i forskellige sammenhænge, men også politikere kan bidrage til, og har medansvar for, at der bliver taget hånd om børnene.

Mere fokus og bedre lovgivning

Der skal mere fokus på børn som pårørende, og vi skal, som det har været tilfældet i Norge og Sverige siden 2010, gennem lovgivning sikre disse børn rettigheder, der kan være med til at forebygge mistrivsel og fremme udviklingen af velfungerende børn og unge, trods de udfordringer de oplever i deres familier.

Vi skal samarbejde mere på tværs af sektorer og udveksle erfaringer på området. Hvis arbejdet med børn som pårørende skal kvalificeres og hjælpen nå ud til de berørte, så skal vi samle vores viden på feltet. En viden som i dag ligger spredt i hver enkelt frivillige organisation og i forskellige offentlige myndigheder.

Desværre ved vi, at mange fagfolk og forældre er usikre på, hvordan de skal hjælpe og ofte tænker, at børnene skal beskyttes mod problemer og bekymringer, og derfor ikke skal fortælles om alt det, der foregår. Selvom al viden peger på det modsatte: At hvad børn ikke ved – har de ondt af.

På denne baggrund har konferencen til formål, dels af at få etableret et godt grundlag for en kommende lovgivning på området, og dels drøfte behovet for oprettelse af regionale videncentre, hvor forældre og fagpersonale kan henvende sig og få vejledning.

Konferencen henvender sig til dig, som møder børn som pårørende i dit arbejde – bl.a. sygeplejerskerer, socialrådgivere, lærere, behandlere, terapeuter, psykologer, pædagoger, socialpædagoger og præster. 

Frist for tilmelding til konferencen er tirsdag den 31. august. Vær dog opmærksom på, at vi kan lukke for tilmeldingen før den 31. august, såfremt billetterne bliver udsolgt.


Konferencen er organiseret af Det Nationale Sorgcentrer i samarbejde med Alzheimerforeningen – Børn, Unge & Sorg – Børnerådet – Børns Vilkår – Center for Familieudvikling – Det Sociale Netværk – Hjernesagen – Hjerneskadeforeningen – Kræftens Bekæmpelse – Psykiatrifonden – SAVN – SIND og TUBA – og med støtte fra Ole Kirks Fond.  

Tilmeld dig her