8. oktober 2021

headspace mener: Hvad gør unge glade?

At måle alt i om det kan betale sig” viser sig at give bagslag hos ungdommen. Unge fortæller headspace, at de i høj grad handler ud fra forestillingen om, at alt er en præstation og skal skabe fremdrift i livet. Men spørgsmålet er, om den tankegang gør nogen gladere?

Vi har alle sammen hørt det før. Mental trivsel og trivsel hos ungdommen på globalt plan er en svær nød at knække. På verdensplan oplever hver fjerde unge mistrivsel og her i landet viser tallene, at cirka hvert ottende barn føler sig ensom, og hvert syvende barn føler sig ofte eller hele tiden stresset. Efter Corona-nedlukningen er tilstanden kun blevet forværret, viser undersøgelser. Så hvordan vender vi kurven fra af være opadgående til at være nedadgående?

Det har vi talt med to frivillige headspacere fra headspace Danmark, Stine Pontoppidan Bjørkbom og Thomas Faarup, om. Stine og Thomas har noget på hjerte. De sidder nemlig ofte med unge på tomandshånd og ved derfor bedre end de fleste, hvordan det er at være barn i de voksnes samfund i dag.

Præstationer frem for lyst

Stine lagde ud med at fortælle om nogle af de problemer de unge, der kommer i headspace, oplever i folkeskolen.

I dag får børn i folkeskolen at vide, at de skal melde sig som skolepatrulje, fordi det ser godt ud på CV’et,” fortæller Stine, og lægger tryk på det irrationelle fordi i denne sammenhæng. Det vidner om, at det eneste succeskriterie for unge lige nu er at være en konstant arbejdskraft – at være i kontant fremdrift – og hun tilføjer: “endda på områder, hvor man skulle tro, at det rent faktisk kunne handle om noget andet, f.eks. blot lysten til at gøre noget godt.” Det danner udgangspunkt for, hvordan de forstår verden i dag.

Og som Stine pointerer, så kan det godt være, at en voksen ser det som en ret simpel og ufarlig udtalelse, der er med til at skabe gevinst for unge og fremdrift for samfundet. Men når du er ung og grøn, er det med til at rammesætte meningen med tilværelsen.

De unge får at vide, at de skal tage en gymnasial uddannelse, så de kan blive en succes i livet. De får også at vide, at de kun er i tvivl om noget, fordi de ikke er godt nok forberedt. Og de fortæller endda sig selv, at når de ikke føler sig gode nok, er det nok deres egen skyld,” siger Thomas. Men samtidig har de en oplevelse af, at det de gør, gøres for præstationens skyld, ikke så meget for deres egen.

Det vil sige, at børn i dag starter med at opfatte det med at være skolepatrulje, som en opgave man løser for at få en senere gevinst. Og det, som Stine og Thomas ønsker at fokusere på, er, om det egentlig er en særlig sund tankegang. For det handler i grunden ikke om at vurdere, om skolepatrulje er godt eller ej, men om det perspektiv vi har, når vi taler om vores handlinger i det hele taget. 

Lad børn være børn

For skal vi lade skolepatruljering blive karakteriseret som endnu en præstation? Nej, mener Stine og Thomas. De holder simpelthen op med at tænke på det at skolepatruljere, som noget, der kan give mening i sig selv. Som en god gerning, en empatisk handling eller noget, man gør, fordi det er sjovt at komme ti minutter senere ind til klassen.

Børn skal have lov til at være børn. Det er jo det, de er,” understreger Thomas.

De ovenstående eksempler, viser et generelt perspektiv, vi lærer børn og unge at tænke ud fra, som fører til en adfærd og et tankesystem, der medfører et øget pres for at præstere. Hvor tanken om at gøre noget, fordi man kan mærke, at det har sin egen mening, heltforsvinder som parameter.

Sproget i praksis

Det er vigtigt at forstå, at den måde vi udtrykker os på rent sprogligt, har betydning for de unges forståelse af sig selv i verden. Og når det handler om, hvordan vi bedst klæder børn i folkeskolens klasser på, er Thomas ikke i tvivl om, at det gøres bedst ved at hjælpe dem til: “at tilegne sig et sprog og en forståelse for sig selv, der gør dem i stand til at vide, hvad der gør dem engageret, glade, triste, skamfulde og umotiveret.

Mennesker har en iboende trang til at finde mening i alt, hvad vi beskæftiger os med, og det er derfor Stine og Thomas mener, at filmen knækker for mange unge. Det kan være svært for unge at finde meningen, når alt det man gør, skal være til gavn for præstationen:  CV, karriere, succes.

“Unge er holdt op med at gøre ting, blot fordi de kan mærke en lyst til at gøre dem, og det gør dem ikke gladere – tværtimod,” siger Stine.

Og løsningen på den udfordring er altså ikke er en slags opdateret “klassens time”, eller større brug af børne- og ungepsykologer. Problemet er født langt tidligere i den unges mentale proces, og det er en faldgrube ikke at kunne se sammenhængen mellem sprogbrug og mistrivsel, fortæller hun.

“Derfor skal vi eksempelvis heller ikke tale læreruddannelsen op, fordi vi mangler arbejdskraft, men fordi vi mangler lærere, der ikke blot formår at formidle, men som også er i stand til at forstå og håndtere de mentale og sociale udfordringer, unge har i dag,” siger Stine.

Læreruddannelsen og den pædagogiske faglighed er på mange måder særdeles betydningsfuld for de unges mentale helbred og samfundets fremtid.  Og ved at styrke de fagligheder kan vi forebygge senere mentale problemer, og samtidig afskaffe de lange ventetider hos psykologerne.

I dag ender flere og flere unge i hænderne på Stine og Thomas, fordi der ikke er tid og ressourcer nok i kommunerne til at rumme alle de unge, der har brug for hjælp.   Det vil altså sige, at vi må hjælpe ungdommen til at droppe forestillingen om, at alt man gør, skal være med succes, fremtiden eller karrieren for øje. Det er en lige så god grund at gøre noget, fordi det rent faktisk giver mening for en selv, så skal succes og karriere nok følge efter.


Artiklen er skrevet af: Maja Kornelia Andersen Flodquist, studentermedhjælper