3. marts 2022

Tessa og Artigeardit er hovednavne i storstilet støttekoncert for kampen mod unges mistrivsel

Endnu engang skal ungdommens fejres, hyldes og høres! Det sker, når headspace Danmark igen inviterer til GivOrdLyd! 2022 – en støttekoncert for DK’s unge, hvor vi sætter fokus på unges mentale helbred og rettigheder i samfundet.

Det bliver som sidste år et brag af en fest med hyggelig festivalstemning, foodtrucks, havudsigt og et super line-up af etablerede kunstnere og kommende stjerner, hvor vi har sammensat et line-up af tidligere GivOrdLyd! -artister og nye artister.


Køb din billet her:


Fokus på unges RET til et sundt mentalt helbred

På aftenen vil der også være inspirerende og rørende taler fra unge, der har noget på hjerte og som godt vil sætte fokus på, hvordan det er at være ung i et samfund præget af præstationspres, karakterræs og manglende fokus på unges mentale trivsel. Vi skal nemlig sammen sætte fokus på unges RET til et sundt mentalt helbred og et bekymringsfrit ungdomsliv.

“Vi har en ungdom, der alt for ofte bliver udskældt og presset i et samfund, hvor vi har skruet tempoet helt i vejret. Sandheden er, at de unge på en lang række parametre er ekstremt ansvarsbevidste og kan meget mere end tidligere generationer,” siger direktør i headspace Danmark/Det Sociale Netværk, Trine Hammershøy og tilføjer:

“Vi vil gerne hylde ungdommen tage dem seriøst og samtidig sætte fokus på den udbredte mistrivsel, som vi desværre ser, at flere og flere unge kæmper med.

Derfor har headspace også valgt at lade nye stjerner indtage scenen på Halvandet, hvor 1500 unge får mulighed for at opleve nogle af landets førende artister. Samtidig vil der være flere taler af unge for unge for at sætte unges udfordringer i centrum.

På plakaten er en række unge artister. Blandt andet den storroste ordsmed Artige Ardit, der er kendt for sine eftertænksomme og selvudleverende tekster og den hårdtslående hiphop-dronning Tessa, der med knivskarpe punchlines og ærlige tekster også giver et ærligt indblik i et ungdomsliv med store følelser, hård attitude og tunge tanker.

Men også nogle af fremtidens potentielle funklende stjerner, den fremadstormende rapper Lamin, de soulfyldte sangerinder Bathsheba og Roseelu samt den drømmende popkomet Mags.

Slagets gang vil blive styret af radiovært og journalist Ida-Sophia, der vil sørge for at skabe et rum, hvor der er plads til vores inderste følelser, frustrationer, håb og drømme. En atmosfære, hvor der er plads til alle præcis som vi er, når hun tager os godt gennem aftenens program.

“Jeg glæder mig helt vildt til igen i år at være vært på GivOrdLyd! Vi er endelig ude på den anden side af en pandemi, og hvis ikke unge menneskers mentale helbred var under pres før, så er det det i hvert fald nu. Derfor har det aldrig været vigtigere, at vi starter samtalen om, hvordan vi har det, at vi sætter ord på vores inderste følelser og rækker ud efter hjælp. Men samtidig har vi også manglet gode oplevelser og samværet, og derfor findes der ikke et mere perfekt arrangement end GivOrdLyd!, der har lidt af det hele, men allervigtigst af alt unge mennesker i fokus hele aftenen,” siger Ida-Sophia.

Vi glæder os til sammen med jer at hylde ungdommen, fejre hinanden og sætte vores unge fri, når vi giver ungdommen mikrofonen den 25. maj.