Nyhed: 11. november 2022

Dansk El-Forbund giver Poul Nyrup Rasmussen kulturpris på 100.000 kroner

Dansk El-Forbund skyder sin 33. kongres i gang med uddeling af kulturpris til tidligere statsminister og protektor og stifter af Det Sociale Netværk/headspace Danmark, Poul Nyrup Rasmussen.

Overrækkelsen skyldes arbejdet med børn og unge i headspace Danmark og tillige det nyeste initiativ Hvad Kan Jeg Blive?, der adresserer unges uddannelsestvivl og gør unge opmærksomme på de gode uddannelsesmuligheder, der findes indenfor erhvervsuddannelserne.

Som forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen kom ind på i sin tale bliver indsatsen for sårbare unge mere og mere vigtig. Næsten en fjerdedel af dagens unge oplever, at de slet ikke, eller kun noget af tiden, er glade og i godt humør. En fjerdedel som jo ellers burde være dér, hvor de glade og smilende kastede sig ind i livet. Men der er noget mere på spil. Og det er alvorligt.

“Og derfor er det helt afgørende med den indsats, I gør i det sociale netværk og i Headspace. For de unge mellem 12 og 25 år har brug for nogen at tale med. Men, kunne man selvfølgelig spørge, hvad har det med fagforening at gøre? Til det må jeg bare sige, det har en hel del at gøre med en fagforening. Vi er drevet af solidaritet mellem mennesker. Vi ønsker et arbejdsmarked, der ikke kun passer til markedets behov, men også passer til menneskers behov,” fastslog han.

Og han afsluttede med at sende en stor tak til Poul Nyrup Rasmussen for arbejdet.

“Du gør en utrolig indsats for sagen. Du kunne have lænet dig tilbage i dit velfortjente otium. Tidligere statsminister. Tidligere medlem af Europa Parlamentet. Tidligere formand for socialdemokraterne i hele Europa. Men du har kastet dig ud i kampen for det nære. Det gælder de unge og deres trivsel. Det gælder erhvervsuddannelserne. Og med dig har det sociale netværk og Headspace bidraget til at skabe nye muligheder for de unge, der har brug for det. Og det har fået os andre til at tage det meget mere alvorligt, end vi gjorde tidligere. Ja, hvis ikke du skulle have den store kulturpris på den her kongres, hvem skulle så?,” sagde Jørgen Juul Rasmussen.

Poul Nyrup Rasmussen takkede herefter dybfølt for prisen, og lod prisen gå direkte til Det Sociale Netværk/headspace Danmark.

Flere nyheder