Selvmordstanker-/forsøg

Børn og unge, der har tanker om selvmord, bør tages meget alvorligt. Det er vigtigt, at de føler, at der er plads til at tale med nogen om det.

Selvmordstanker er ikke ualmindelige blandt børn og unge, der går igennem svære perioder i deres liv. Det er de færreste, som oplever selvmordstanker, der også vælger at handle på dem. Opstår lysten til at tage handling, er det vigtigt, at man søger hjælp med det samme!


Følelse af håbløshed

Nogle forstår ikke helt, hvorfor selvmordstanker pludselig opstår. Ofte udspringer de af en følelse af håbløshed og ikke nødvendigvis på grund af en specifik hændelse i livet. Tankerne kan komme snigende, selvom man har en god familie og gode venner. Livet kan virke uoverskueligt, ligegyldigt eller håbløst.

Det er ikke sikkert, at man har lyst til at dø, blot fordi man tænker på selvmord. Tanker som “Jeg har bare lyst til at forsvinde”, “Det ville være nemmere/bedre for alle, hvis jeg ikke var her” og “Ingen har brug for mig” er meget almindelige hos børn og unge, der har det svært. 


Selvmordsforsøg – det er vigtigt at søge hjælp nu!

Nogle børn og unge, der har selvmordstanker, får også lysten til at handle på dem. Hvis den følelse opstår, er det meget vigtigt, at man søger hjælp med det samme og ikke går alene med det. Find nogen at tale med! Det er ikke så vigtigt, hvem. Det kan være en lærer, et familiemedlem, ens læge, headspace eller nogen helt andre. Det vigtigste er, at du får sagt dine tanker højt.

Når man vælger at tale om sine selvmordstanker, bliver det nemmere at få hjælp til at få det bedre igen. Alene det at få sagt sine tanker højt kan være lettende og give en følelse af, at de store, sorte skyer bliver lidt mindre, og at det igen bliver lidt nemmere at trække vejret. 


Her kan du finde hjælp

Du kan få hjælp hos Livslinien ved at ringe på 70 201 201.


Du er altid velkommen i headspace

I headspace giver vi dig et trygt rum, hvor du kan tale åbent om dine følelser og få hjælp til at forstå dit selvværd og styrke dit selvbillede. Vi lytter til dig, og sammen finder vi ud af, hvordan vi bedst kan hjælpe dig i dit tempo og med respekt for dine behov og ønsker. Find dit headspace her.