Stress, pres og høje forventninger

Nogle unge føler sig pressede eller har meget høje forventninger til sig selv – både i skolen, på job eller socialt. Det kan føre til en stresset hverdag, hvor man ikke har det godt. 


Presset skal ikke være vedvarende

Langt de fleste mennesker er i perioder af livet under pres. Man kan sagtens klare at være presset i kortere perioder ad gangen, men hvis presset er vedvarende, kan det ende med stress, og det kan være meget alvorligt. 

Det kan være svært at tale med andre om pressede perioder og stress, fordi man kan have en oplevelse af ikke at slå til, være utilstrækkelig, unormal og alene med følelsen – men det er man langtfra.


Høje forventninger kan udløse større præstationspres

Er jeg klog nok? Synes andre, jeg gør det godt? Hvad hvis jeg ikke får karakterer, der er høje nok? Har jeg venner nok? Er jeg sjov nok?

Man kan have høje forventninger til sig selv på flere måder – både socialt, personligt og fagligt. Jo højere forventninger, jo større pres for at gøre tingene godt.

Andres forventninger kan også skabe pressede perioder, fordi man gerne vil leve op til den måde, ens forældre, venner eller lærere opfatter en på. Nogle gange kan man blive påvirket af andres forventninger så meget, at man gør deres forventninger til ens egne.


Du er altid velkommen i headspace

I headspace giver vi dig et trygt rum, hvor du kan tale åbent om dine oplevelser og følelser omkring pres, forventninger og stress. Vi lytter til dig, og sammen finder vi ud af, hvordan vi bedst kan hjælpe dig i dit tempo og med respekt for dine behov og ønsker. Find dit headspace her.