Christian fra headspace chatten


  • Christian
  • 27 år
  • Arbejder på en specialskole med autistiske børn
  • Frivillig i headspace, siden chatten åbnede i Gentofte

Chatten gør en forskel

På chatten kommer man hurtigere tæt på den unge, som man er i kontakt med. Den fysiske kontakt kan virke overrumplende for nogen. Man kommer hurtigt helt ind til kernen, når man chatter med dem.

Det kan være fedt for den unge at være helt anonym på den måde, men nogle gange går det også op for nogen af de unge, at de måske fik skrevet lidt for meget, og så logger de af. Jeg kan mærke gennem teksten, hvor glade mange af de unge er efter en samtale, at det har været rigtig godt for dem.

Man får sparring efter samtalerne, så man udvikler sig og bliver motiveret. Jeg bliver bedre hele tiden. Det er uden tvivl en udviklingsproces.


Samtalerne kan komme tæt på

I samtalerne med de unge kan det nogle gange være svært at skrive om de ting, der ligger tættest på mig selv. For eksempel mobning og uddannelsesforvirring.

Hvis det er ting, jeg ikke selv har prøvet, som selvdestruktive tanker, så ligger det pludselig lidt længere væk fra mit eget liv. De samtaler er lidt mindre hårde.

Man skal også passe på ikke at give den unge alt for mange råd. Det er en balancegang. Vi er allesammen forskellige mennesker, og det, der virker for en, virker ikke nødvendigvis for en anden.


Møder unge i øjenhøjde

Du skal blive frivillig, hvis du gerne vil hjælpe dine medmennesker. Og fordi man har en rigtig god følelse efter en samtale. Der er en fed arbejdsatmosfære på chatten, og man har selv meget indflydelse på, hvordan chatten skal være.

Når man selv er et ungt menneske, så møder man de unge i øjenhøjde. Jeg har selv været igennem ting som mobning, kærestesorger, uddannelsesræs og -pres. Det er noget, rigtig mange går igennem. Modsat de lidt ældre frivillige, har man som ung selv oplevet de forskellige ting, måske endda for nylig. Så både unge og ældre har en masse at bidrage med som frivillige.