Ny hjælp til unge i deres valg af uddannelse og job

I august 2021 lancerer headspace første version af  ‘Hvad kan jeg blive?‘.

Hvad kan jeg blive?‘ er et online univers, hvor unge kan undersøge egne kompetencer, motivation og interesser for job og uddannelse, og på den baggrund blive guidet frem til konkrete forslag til uddannelse. Universet er gratis at bruge, frit tilgængeligt og indeholder flere end 240 erhvervsuddannelser


Hvad skal jeg vælge?

‘Hvad kan jeg blive?’ handler om erhvervsuddannelser: Flere end 240 specialer beskrevet af unge til unge, så de bliver konkrete og attraktive. Det centrale og unikke i ‘Hvad kan jeg blive?’ er, at alt er skabt af unge: Mange hundrede unge er med til at designe og forme indhold, og flere tusinde bliver løbende tilknyttet bl.a. for at fortælle om lige nøjagtig deres uddannelse.


Univers med overblik over muligheder

‘Hvad kan jeg blive?’ ligner de universer, som unge møder på sociale medier, og vejledningen er målrettet den enkelte unge: For hvert klik kender platformen den unge bedre: Interesser, motivation og kompetencer afdækkes gennem quizzer og spørgsmål og danner grundlag for personlige forslag til jobs og uddannelse. Det vil øge unges træfsikkerhed i deres valg af uddannelse.

Uddannelserne præsenteres med vægt på, hvad man bliver og hvilke jobs, man får. ‘Hvad kan jeg blive?’ præsenterer cases med faglærte og lærlinge, der fortæller om deres arbejdsliv. Der er også fokus på den enkelte unges livssituation: Har den unge ‘andre behov’, fx brug for viden om ordblindhed eller overforbrug i forbindelse med uddannelse, så er der også information om det.


I samarbejde med unge

‘Hvad kan jeg blive?’ aktiverer unge via sociale medier til at undersøge mere om deres interesser og uddannelsesvalg. ‘Hvad kan jeg blive?’ er en naturlig trædesten for headspace i bestræbelserne på at hjælpe unge tilbage på sporet af eget liv i samarbejde med lokale samarbejdspartnere som UU-vejledere, lærere i folkeskolen, lokale erhvervsskoler og lærerne derfra. headspace er ikke nye uddannelsesvejledere og heller ikke en konkurrent til etablerede vejledere, men et supplement, der kan lytte til de bekymringer og problemer, som unge tumler med. ‘Hvad kan jeg blive?’ er et således også et nyt værktøj i den samtale.

‘Hvad kan jeg blive’ kan pt. tilgås på www.hvadkanjegblivetil.dk. Det er en prototype af det univers, som headspace udvikler over de kommende år med støtte fra A.P. Møller Fonden. Prototypen har fået støtte fra en lang række af arbejdsmarkedets parter:  Industriens Fond, HK, 3F, Fødevareforbundet NNF og Dansk Metal samt Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening.  

Du kan læse mere om projektet i pressemeddelelsen her


Samarbejdspartnere: