Mental sundhed på skemaet i skolerne

Skolen for Mental Sundhed er et projekt, som fem headspace-centre deltager i: Aabenraa, Billund, Herlev, Odense og Rødovre. De arbejder sammen med lokale grundskoler om at skabe bedre rammer for at forbedre elevernes mentale sundhed i grundskolen.

Projektet udmønter sig forskelligt, men det er fælles, at initiativerne skal forbedre den mentale sundhed for de deltagende elever, og så skal projektet også munde ud i et idékatalog, som alle skoler kan finde inspiration i.

Forskellige løsninger

I nogle skoler ser headspace og skolen på klassemøder. Andre arbejder med karakterpres. Uanset fokus er det fælles, at projektet har de unges perspektiv og benytter en helhedstilgang, hvor både undervisning, elever, lærere og forældre inddrages.

Fællesskaber under pres

På tværs af de lokalt definerede indsatser er der et tema, som går igen i Skolen for Mental Sundhed: Behovet for fællesskab. Alt for ofte er fællesskaber i skolen dysfunktionelle, og desværre ofte druknet i mobning og karakterpres, som er nogle af de helt store ting, der sætter fællesskaber under pres.

Skolen for Mental Sundhed skal med udgangspunkt i elevernes egne udsagn give inspiration til, hvordan man arbejder med gode fællesskaber og mental sundhed på landets skoler. Du kan kontakte headspace Danmark ved at bruge formularen her. Og du kan finde dit lokale headspace ved at klikke her.