Nogen at tale med

headspace er nogen at tale med for alle børn og unge mellem 12 og 25 år. Man kan komme hos os i et af vores centre eller chatte med os for at dele tanker, som det er svært at dele med andre. Intet er for stort eller småt, og det er de unge, som bestemmer, hvad vi skal tale om.

headspace er desuden gratis og uforpligtende. Og man kan være anonym, hvis man ønsker det.


Frivillige rådgivere

Langt de fleste i headspace er frivillige i alle aldre: Unge studerende, seniorer, som har arbejdet med unge gennem deres professionelle arbejdsliv. Og mennesker, som stadig går på arbejde, men simpelthen ikke kan lade være med at være frivillige.

Fælles for alle frivillige er, at vi gerne vil give noget til de unge. Vi interesserer os for at møde de unge og lytte med et fordomsfrit øre. Mød nogle af de frivillige her.


Rådgivning og samtale

Vi har et fælles fagligt fundament og en metode, som vi holder os til, når vi rådgiver. Sådan sikrer vi, at vi møder de unge på en ensartet måde, uanset om de banker på hos headspace i Hjørring eller Hvidovre.

Vi går meget op i at lære af hinanden. Alle i headspace får undervisning i fx lovgivning og samtaleteknik. Hvad er tavshedspligt fx? Hvad er underretningspligt? Hvordan møder vi en ung i headspace? Hvordan sikrer vi, at vores samtaler bliver gode, så vi får en god kontakt og kan tale trygt sammen? Hvordan sikrer vi fx at vi understøtter brobygning til andre tilbud for unge, hvis de har behov for andet og mere end headspace.

Vi sikrer, at vi hele tiden lærer via en intern læringsportal, headspace academy. Dér har vi fokus på såvel obligatorisk undervisning som udveksling af best practices.


Vi er også ude på skoler

headspace er ikke kun et sted, de unge kan komme til. Vi kommer også ud.

Fx samarbejder vi med skoler og uddannelsesinstitutioner om undervisning i at kunne håndtere social og psykisk sårbarhed som ung. Vi holder oplæg og workshops om trivsel, mental sundhed og forskellige andre temaer, fx om at tvivle, om at mestre sin hverdag og om at fejle.

Hvis du har lyst til at få os ud på din skole, din arbejdsplads eller andet, så kontakt dit lokale headspace. Find dit lokale headspace her.


headspace virker

Alle unge, som får rådgivning i headspace, bliver opfordret til at evaluere den hjælp, de har fået. De data – som er anonymiserede – bruger vi til at blive bedre. Og de viser, at headspace virker. Hør hvad de unge synes om headspace her.

Flere eksterne analyser har givet samme billede: headspace er et virkningsfuldt sundhedsfremmende og forebyggende initiativ, som lever op til sit mål om at gøre det, vi siger, og sige det, vi gør. Det er helt enkelt: vi er nogen at tale med.