Kender du en ung, som har brug for at tale ud?

Er du pårørende eller ven til en ung, som har brug for nogen at tale med og blive klogere på sig selv? Hvis du er en god ven, så skab kontakt til headspace. Her kan vi hjælpe alle børn og unge mellem 12 og 25 år.

Det kan være udfordrende at tage følsomme emner og problemer op. Er det humørsvingninger, som er forbipasserende og går over af sig selv. Eller om de er tegn på begyndende problemer, som det kræver støtte at tackle?

I headspace er vi nogen at tale med, og vi er klar til at hjælpe dit barn eller din ven til at se på de ting, han/hun tumler med, fra nye vinkler og perspektiver.

headspace er uforpligtende rådgivning

Ungdommen og den tidlige voksenalder bringer mange forandringer og udfordringer med sig. Hvis du er bekymret for en ven eller dit barn, kan headspace være svaret.

Vi er nogen at tale med. Så kort kan det siges. Vi tilbyder rådgivning på den unges præmisser, helt gratis og uforpligtende. Og anonymt, hvis den unge ønsker det. Du kan læse om vores rådgivning her og du kan finde dit lokale headspace her.

Vi vil forbedre de unges mentale sundhed

Unge, som kommer i headspace, kommer med mange forskellige tanker og følelser. Det er lige fra ham/hende, der har svært ved at håndtere hverdagen og tvivler på sig selv, eller stiller spørgsmål af mere eksistentiel karakter, til ham/hende, der måske kæmper med tankemylder.

Sagt med andre ord. Vi kan tale med alle unge. Intet er for stort eller småt ? det er den unge selv, som bestemmer, hvad vi skal tale om. Vores mission er at forbedre de unges mentale sundhed, og gøre dem bedre til at håndtere udfordringer og klare sig, når livet slår knuder.

Hvis den unge har brug for mere eller andet end headspace, så laver vi brobygning til andre tilbud. Det sker i ca. en ud af fem samtaleforløb.

Tal åbent om dine bekymringer

Når du er bekymret for, om en pårørende eller en ven trives og er sund, så er det ofte en god idé at tale om det.

  • Tal åbent og ærligt med den unge og fortæl, at du er bekymret.
  • Fortæl den unge, at du vil være der for ham/hende og spørg, hvad den unge har brug for fra dig.
  • Lad den unge vide, at der er forskellige former for hjælp til rådighed, og at der også er mulighed for at tale anonymt med hjælpetilbud.
  • Hjælp den unge med at finde det lokale headspace her. Du kan læse mere om vores rådgivning her.
  • Tag med til samtale hos headspace

Vi tilbyder ikke rådgivning til forældre eller pårørende i headspace. Men vi vil gerne have forældre og andre ressourcepersoner, fx andre pårørende eller en rigtig god ven, med i de forløb, som vi har med den unge.

Du kan som pårørende eller ven deltage i samtaler, hvis vel at mærke den unge ønsker det og tænker, at det kan være godt at få talt visse ting igennem med en rådgiver fra headspace.

Find hjælp til unge

headspace er et godt sted at starte. Her kan du læse mere om andre tilbud.

LÆS MERE

Find hjælp til voksne

Det er vigtigt at huske, at du som pårørende også har brug for hjælp. Her kan du læse om forskellige tilbud.

LÆS MERE