Ung fyr udviser træthed

Træt hele tiden?

Føler du dig træt hele tiden – også selvom du har sovet hele natten? Måske mangler du energi, har svært ved at koncentrere dig eller føler, at du ofte skal kæmpe dig gennem dagen.

På denne side kan du læse om, hvorfor det sker, og hvad du kan gøre, hvis du oplever, at du er træt hele tiden.

Hvorfor er jeg træt hele tiden?

Træthed kan skyldes mange ting – både for kroppen og det, der fylder i hovedet.

Søvn og døgnrytme

Når du rammer puberteten, vil kroppens biologiske ur ofte ændre sig, hvilket gør, at mange unge bliver trætte senere om aftenen og har sværere ved at stå tidligt op. Det skyldes blandt andet, at der sker nogen ændringer i hormonet melatonin, som styrer søvnen. Derfor kan din døgnrytme blive forskudt og betyde, at du sover for lidt i hverdagen. Når du bliver meget træt over tid, kan det gøre det endnu sværere at holde en stabil søvnrytme.

Skærm, gaming og tankemylder kan forstyrre din søvn
Skærmbrug, gaming og mange tanker – også kaldt tankemylder – før din sengetid, kan gøre det sværere for dig at falde i søvn. Derudover kan lyset fra skærmen påvirke produktionen af melatonin, så din krop ikke føler sig klar til at sove. Samtidig kan spændingsfølelsen fra spil eller tankemylder holde hjernen aktiv, så den har svært ved at finde ro. Når du falder sent i søvn og bliver træt næste dag, kan det forstyrre din døgnrytme, hvilket kan gøre det sværere for dig at få en regelmæssig og god nattesøvn, som ellers er nødvendig for at fungere bedst dagen efter.

Stress og pres

Hvis du oplever langvarig stress og pres, kan din krop komme i en tilstand, hvor den hele tiden er “tændt” og i aktion, selvom du egentlig er gået i seng og klar til at sove. Stresshormoner som kortisol holder kroppen i konstant alarmberedskab, selv når du egentlig burde kunne slappe af og sove. Det kan gøre det svært for dig at falde i søvn eller opnå den dybe søvn. Over tid kan det føre til udmattelse og en forstyrret døgnrytme, fordi din krop ikke får den nødvendige hvile og restitution, som den har brug for, for at være klar til næste dag.

Fysisk årsager

Oplever du en konstant træthed, kan der være fysiske årsager til det, såsom jernmangel, problemer med stofskiftet eller en infektion i kroppen. Jernmangel kan have betydning for, at din krop transporterer mindre ilt rundt, hvilket kan medføre træthed og mindre energi. Forstyrrelser i dit stofskifte kan påvirke din krops energiniveau, og så kan infektioner gøre kroppen mere udmattet, fordi dit immunforsvar arbejder hårdt på at bekæmpe en virus i din krop. 

Det er vigtigt at huske på, at træthed sjældent alene skyldes en alvorlig sygdom – der er ofte flere faktorer, der spiller sammen.

Almindelige tegn og symptomer på træthed

Nogle kan opleve, at de er trætte samtidig med at de får hovedpine eller ingen energi har. Der kan være mange grunde til træthed, og der er flere almindelig tegn og symptomer på træthed:

 Hovedpine og spændinger

Træthed kan ofte vise sig om hovedpine og spændinger i kroppen, især i din nakke og skuldre. Når du er meget træt, kan din krop blive mere følsom over for belastning, og musklerne kan derfor spænde op. Det kan skyldes stress, at du har mange krav til dig selv eller fra andre i hverdagen, eller at du tager for få pauser i løbet af dagen. Samtidig kan dehydrering, hvis du ikke drikker nok vand, også have betydning for, at du oplever både træthed, hovedpine og spændinger.

Manglende energi

Træthed kan også vise sig som en følelse af, at du konstant har et lavt energiniveau. Du oplever måske, at selv små opgaver føles uoverskuelige, og at din krop føles enten tung eller udmattet. Det kan virke næsten uoverskueligt at få gang i kroppen. Det kan påvirke din lyst og motivation til at være aktiv, fordybe dig eller deltage i sociale aktiviteter. Husk dog på at lav motivation/manglende energi i sådan en situation ikke er det samme som dovenskab – det er ofte et tegn på, at kroppen eller hjernen mangler hvile, pauser eller overskud.

Hvornår skal du søge hjælp?

Du bør søge hjælp hos din læge, hvis du over en længere periode oplever konstant træthed, som ikke forsvinder med hvile og/eller søvn. Det er vigtigt, at du opsøger hjælp, hvis trætheden påvirker dig meget i hverdagen, eller du fx oplever pludselig vægttab, feber eller smerter.

At træthed påvirker skole, sociale aktiviteter eller hverdag
Hvis træthed begynder at påvirke din hverdag i form af skole, fritidsaktiviteter eller andre opgaver, kan det være et tegn på, at din krop er overbelastet og trænger til hvile. Du kan opleve, at det bliver sværere for dig at være koncentreret, følge med i undervisningen eller tage del i sociale aktiviteter. Du kan også opleve, at selv de helt almindelige opgaver såsom at lave mad, gøre rent kan føles mere krævende end normalt.

Manglende interesse eller motivation til ting, du normalt kan lide
Et tegn på konstant træthed kan være, at du måske helt mister din lyst til at tage del i aktiviteter, som du normalt holder meget af. Det kan fx være sport, hobbyer eller tid med dine venner og familie. Når din energi er lav i længere tid, kan det påvirke din motivation. Det betyder ikke nødvendigvis, at interessen er væk, men at kroppen mangler overskud og energi.

Fysiske symptomer som hovedpine, svimmelhed eller konstant uro
Træthed kan også vise sig gennem fysiske symptomer, hvor nogle oplever hyppig hovedpine, svimmelhed eller en følelse af konstant uro i kroppen. Det kan både skyldes stress, manglende søvn eller overbelastning, når din krop ikke får nok hvile, da den så kan reagere med forskellige “faresignaler”, som fortæller, at den har behov for pause og hvile.

Hvad kan du selv gøre?

Der er nogle forskellige ting, som du selv kan gøre for at mindske din træthed.

Fast (realistisk) sengetid
En fast og realistisk sengetid kan hjælpe dig med at få en mere stabil døgnrytme. Når du har samme sengetid og står op nogenlunde samme tid hver dag, vil kroppen automatisk vænne  sig til den rytme, hvilket gør det lettere for dig at falde i søvn om aften. Det er vigtigt, at din sengetid passer til din hverdag, så den også kan holdes i længden.

Skærmfri pause før sengetid
Det kan hjælpe på din søvn at holde en pause fra skærmen før sengetid. Lys fra telefoner, tablets og computere kan gøre, at hjernen ikke får ro og forstyrrer kroppens signaler om, at det er tid til at sove. En rolig aktivitet som at læse, høre rolig musik eller tage et bad kan gøre det lettere at falde til ro.

Små pauser i løbet af dagen
Små pauser i løbet af dagen kan forebygge, at træthed og stress hober sig op. Når man stopper op kortvarigt og giver hjernen en pause, kan det hjælpe med at genoprette energien og koncentrationen. Selv få minutter uden krav eller skærme kan gøre en forskel og give mere overskud resten af dagen.

Bevægelse uden præstationskrav
Hvis du har let bevægelse i din hverdag, kan det give dig mere energi og bedre søvn. Det behøver ikke være hård fysisk træning – en gåtur, cykeltur eller let motion kan være nok. Når bevægelsen ikke handler om præstation, men om velvære, kan den hjælpe kroppen med at løsne spændinger og skabe mere ro i både krop og hoved.

Spis og drik regelmæssigt
Hvis du sørger for at have regelmæssige måltider og indtager nok væske, vil det påvirke kroppens energiniveau på en god måde. Hvis du spiser jævnt i løbet af dagen og husker at drikke vand, hjælper det din krop med at holde energien i løbet af dagen mere stabil. Hvis du derimod springer måltider over eller drikker for lidt, kan det føre til træthed, hovedpine eller nedsat koncentration.

Få hjælp og støtte hos headspace

Det kan være frustrerende, hvis du føler, at du er træt hele tiden. Det påvirker din energi i dagligdagen, og måske påvirker det også dit humør. Uanset hvordan du oplever at være træt hele tiden, kan det være en god ide at tale med enten dine venner eller forældre, der måske kan hjælpe dig med at få en bedre søvn- og døgnrytme. 

Husk du altid kan Book a call i headspace Danmark eller skrive anonymt til vores chat, hvis du har brug for råd og vejledning og synes, at det hele kan virke uoverskueligt.

FAQ

Vi har samlet vores svar på de ofte stillede spørgsmål i relation til at være træt hele tiden:

Hvorfor føler jeg mig træt hele tiden og uden energi?

Der kan være forskellige grunde til, at du føler dig træt hele tiden og uden energi. Træthed hænger ofte sammen med enten for lidt eller uregelmæssig søvn, at du er stresset eller har for mange ting at se til i hverdagen. Derudover kan brugen af skærme sent på aften, tankemylder eller en forskudt døgnrytme have betydning for, om du får nok søvn om natten. Samtidig kan både for få pauser, uregelmæssige måltider eller mangel på fysisk aktivitet gøre dig træt og påvirke dit energiniveau. Træthed kan i nogle tilfælde også skyldes fysiske ting såsom jernmangel eller en infektion/sygdom i kroppen.

Kan træthed skyldes stress?

Kort sagt: Ja, træthed kan godt skyldes stress. Hvis du oplever stress over længere tid, kan din krop være i en konstant tilstand af alarmberedskab. Stresshormoner som kortisol holder kroppen og hjernen aktiv, selv når du egentlig har brug for at slappe af. Det kan gøre det sværere for dig at falde i søvn og få en dyb, restituerende søvn. Samtidig bruger kroppen mere energi, når den er stresset, hvilket kan føre til både mental og fysisk udmattelse over tid.

Hvornår skal jeg søge hjælp for træthed?

Hvis du oplever, at din træthed varer ved over en længere periode uden at den forbedres eller påvirker dig så meget, at du ikke fungerer i din hverdag, bør du overveje at søge hjælp hos enten din læge eller en rådgiver. Du bør også reagere, hvis du oplever symptomer som svimmelhed, hovedpine, koncentrationsbesvær eller manglende motivation.

Kilder