d. 06.01.2026

Når juleferien ikke blev som ønsket: Gratis og hurtig hjælp til forældre med bekymringer for deres barn
Larmende skænderier, bekymrende tavshed og søvnløse nætter.
For mange forældre og pårørende til unge i mistrivsel har juleferien været alt andet end rolig og hyggelig. Tværtimod kan det have været en virkelig svær periode, hvor barnets situation har stået i skærende kontrast til forventningen om “årets hyggeligste tid”.
Og så er det direkte tilbage til hverdagen, selvom behovet for støtte, sparring og nogen at tale med måske er større end nogensinde.
headspace Family er et tilbud til dem.
Her kan forældre og pårørende til unge, der ikke trives, få hjælp og rådgivning til at håndtere store og små udfordringer – gratis, fortroligt og uden ventetid.
Intent emne er for stort eller småt
Vores uddannede rådgivere og frivillige sidder klar til at tale om alt fra skolevægring og skilsmisseproblematikker til, hvis dit barn har en psykiatrisk diagnose, har et misbrug eller er selvskadende. Og hjælpe dig med konkrete værktøjer og nye perspektiver.
Trine Hammershøy, direktør i headspace Danmark, siger:
”Vi ved, at når et ungt menneske ikke har det godt, så påvirker det hele familien. Særligt i ferieperioder, hvor manglen på faste strukturer og intenst samvær kan være en forstærkende faktor. Vi tilbyder med headspace Family et sted, hvor du som forælder kan få hjælp og konkrete værktøjer til at tage hånd om dit barns udfordringer, dine egne bekymringer og familien som helhed – når du har brug for det og helt på dine præmisser.”
Noget særligt ved headspace Family er, at de frivillige rådgivere alle har egne erfaringer med at være tæt på en ung i mistrivsel og derfor kan bidrage med forståelse og håb.
Landsdækkende samtaletilbud – fysisk og online
headspace Family er et landsdækkende tilbud, hvor forældre og pårørende kan få online-samtaler, telefonrådgivning og fysiske samtaler – individuelt og i grupper – fem steder i landet: Helsingør, Guldborgsund, Faaborg, Aarhus og Holbæk.
headspace Family har i initiativets første år hjulpet op mod 500 familier og pårørende i over 1.100 samtaler. En foreløbig evaluering viser, at:
· 9 ud af 10 pårørende får øget håb og nye måder at se deres udfordringer på
· 8 ud af 10 oplever, at de får konkrete værktøjer og metoder, som kan hjælpe dem
· 8 ud af 10 får ny viden om, hvordan de passer bedre på sig selv
Hør skuespiller Sofie Gråbøl og headspace Danmarks stifter og protektor Poul Nyrup Rasmussen, der i en ny kampagnevideo for headspace Family sætter fokus på området.

