AMBASSADØRERR

Mød vores ambassadører i headspace Danmark, der hjælper os med at støtte op om Danmarks unge. Alle vores ambassadører arbejder frivilligt og bidrager på hver deres måde til at støtte op om vores arbejde og bruger deres stemmer til at starte samtaler om unges trivsel, nedbryde tabuer og forstærke headspaces budskab:

Ingen skal stå alene med deres følelser og tanker.

Alexandre Will
Omstændigheder, der giver forståelse for, indsigt i og magt til, at unge mennesker bliver hørt, omfavnet og møder genkendelse i livets forskellige stadier, vil jeg altid møde op til. Derfor er jeg en stolt ambassadør for headspace.
Ane Cortzen
Jeg støtter helhjertet op om headspace, da trivsel blandt unge er nøglen til en bedre fremtid for os alle. Hvis unge mennesker kan opleve styrken ved fællesskabet, vil det som ringe i vandet både styrke samfundet, men også skabe mere omsorg og nærvær.
NADJA HANSEN
Jeg er ambassadør for headspace, fordi jeg ved, at headspace gør en reel forskel for unge. Jeg brænder for at hjælpe ungdommen og vil gerne bruge min platform til at skabe en tryghed og mod til at række ud efter hjælp. Jeg vil gerne være det forbillede, jeg selv manglede, da jeg var ung.
JULIE TEGLHUS
Jeg tror på, at mange følelser og udfordringer føles mindre tunge, når vi ikke skal bære dem alene. Derfor er jeg glad og stolt over at blive en del af headspace, som skaber et rum, hvor unge trygt kan dele det, der kan være svært at tale om.
OLE HENRIKSEN
Lad os fortsat fejre livet og hinanden - stolt ambassadør for headspace
ANNA LIN
Der er så mange unge, der tror, de er helt alene med deres følelsesliv. Både at det er fuldstændig unikt, og at der ikke er nogen at snakke med. Men der vil altid være nogen at spejle sig i og nogen, der vil lytte. Derfor er jeg så glad for at headspace eksisterer – så ingen skal være alene.
Emma Thomsen
Da jeg var udfordret i livet, havde jeg virkelig brug for et sted som headspace. Og nu hvor jeg er kommet ud på den anden side af psykisk sygdom, håber jeg at, jeg kan bidrage med hjælp fra min egen personlige erfaring med psykisk sygdom, og ikke mindst de ting der kan være svære at tale om når man er ung. Jeg håber min stemme og min åbenhed sammen med headspace kan hjælpe unge mennesker der har brug for det.
SONJA LOVDAL
Ingen skal nogensinde føle sig alene med sine udfordringer, store som små. Jeg er virkelig stolt over at være med til at støtte headspaces arbejde for at møde unge i øjenhøjde og med omsorg. Jeg ville ønske, at jeg og min familie kendte til headspace, da jeg var yngre, så jeg er glad for, at jeg kan være med til at sprede budskabet og tale højt om de svære ting.
MADS MARIUS
Det at sige tingene højt er den største superkraft og den bedste medicin, der findes, når livet gør ondt – og at kunne være med på den mission sammen med headspace er noget af det bedste, jeg kender.
Daniel Hof
Jeg tror på, alt bliver lettere, når vi taler om det. Derfor er jeg ambassadør for headspace. For mig handler det om at give unge modet til at tale om det svære. Når vi tør at åbne op, mister problemerne deres magt – og det vil jeg gerne være med til. Stilhed gør problemer større – samtaler gør dem mindre. Hvis der er én ting, jeg har lært, så er det, at problemer ikke forsvinder af at blive ignoreret. Jeg har prøvet det. De vokser sig gigantiske.
Agnes Marie Frey
Jeg ønsker, at vi ser hinanden som mennesker før noget andet, og derfor er jeg glad for at være ambassadør for headspace.
Ida Sophia
Jeg har arbejdet tæt sammen med headspace i mange år nu, og det er et samarbejde, der altid vil være meget vigtigt for mig, headspace er nogen at tale med, men også bare en organisation, der insisterer på at give unge en stemme, formidle vigtigt indhold i øjenhøjde og gøre en forskel både online og i den fysiske verden. Jeg ved selv, hvor vigtigt det er at kunne spejle sig i indhold på SoMe og i andre mennesker, og de lykkedes med at skabe begge dele.
Huxi Bach
Jeg ved, at headspace virker! Og jeg ved, at det er vigtigt. Jeg har i mere end 10 år været ambassadør headspace, og har mødt unge, som har haft det skidt og fået det bedre, og jeg har mødt unge, som har gjort en kæmpe indsats for at hjælpe andre unge. headspace virker! Det arbejde vil jeg selvklart støtte op om.
Prince Henry
Jeg er headspace-ambassadør, fordi det især er vigtigt for mig at sætte fokus på unges trivsel og helbred. For at give mig selv og andre unge en stemme og et sprog, for vores liv og hverdag.