
Hvad er headspace Family?
headspace Family er et gratis, fortroligt og lettilgængeligt samtaletilbud, som skal sikre øget trivsel hos børn og unge i alderen 12-25 år. Den øget trivsel sikres ved at give forældre og nære pårørende den støtte og rådgivning, de har brug for.
Initiativet er vigtigt, idet vi oplever, at flere og flere forældre og pårørende til vores målgruppe henvender sig for at få hjælp og støtte til at hjælpe en ung på rette vej – ligesom “relationer til familien” er det emne, som dominerer, når de unge henvender sig til headspace.
headspace Family tilbyder et fortroligt rum til både individuelle samtaler og samtaler til hele familien, hvor vi har fokus på mental trivsel for alle. Der er ingen ventetider og ingen dokumentation. I headspace Family vil du møde frivillige, som selv har oplevet udfordringer i familielivet eller i en relation til en ung.
I headspace Family er ingen samtaleemner for store eller for små. Vi taler om alt lige fra små hverdagsbekymringer til komplekse og svære udfordringer. Det kan for eksempel være konflikter i familien, skilsmisse, forventninger, skolevægring, teenagelivet og meget mere. Ingen emner er forkerte. Vores frivillige står klar til at støtte og rådgive forældre og pårørende.
Læs mere om vores samtaletilbud her.

headspace Family – Hvorfor?
Når en ung har det svært, hænger det ofte sammen med, hvordan hele familien fungerer og de relationer, der er omkring den unge. Den unge er ikke en isoleret størrelse, og derfor er der behov for at stille skarpt på dynamikkerne i hele familien og i de relationer, som den unge indgår i.
De unge kæmper ikke alene. Rundt om dem står deres familier og pårørende, der ikke ved, hvordan de skal forholde sig, hvad de skal gøre, og hvordan de skal gøre det. Derfor er det ikke kun den unge, der mistrives, men hele familien og de pårørende omkring den unge.






