
Bliv peer-frivillig i headspace Family
Har du prøvet at stå som forælder eller bedsteforælder til et barn eller en ung, hvor livet gjorde lidt (eller meget) ondt?
Så ved du, hvor sårbart det kan føles at stå på sidelinjen. Og hvor stor en forskel det gør at møde én, der virkelig forstår.
Hos headspace Family søger vi frivillige i vores 5 headspace centre, der selv har været tæt på et barn eller en ung, som havde det svært – uanset om det handlede om små bekymringer i hverdagen eller større udfordringer, der fyldte det hele.
headspace Family er et samtaletilbud, som skal sikre øget trivsel hos børn og unge i alderen 12-25 år ved at give deres forældre og nære pårørende den støtte og rådgivning, de har brug for. Vi tilbyder et fortroligt rum til både individuelle samtaler og samtaler til hele familien med fokus på mental trivsel for alle.
Her kan din personlige erfaring gøre en forskel. Du bliver en, andre forældre og pårørende kan tale med – i øjenhøjde og med din medmenneskelighed som primær kompetence.
Vi giver dig værktøjerne og klæder dig godt på, og i fællesskab skaber vi et trygt rum til at tale om følelser og udfordringer omkring at være tæt på et ungt menneske i mistrivsel.

