Bliv peer frivillig i headspace Family
Vil du bringe din erfaring som pårørende i spil og skabe håb og hjælpe andre?
Så har vi brug for DIG som peer frivillig i headspace Family. Vi søger lige nu peer frivillige i vores 5 headspace centre: Helsingør, Holbæk, Guldborgsund, Aarhus og Faaborg-Midtfyn.
headspace Family er et samtaletilbud, som skal sikre øget trivsel hos børn og unge i alderen 12-25 år ved at give deres pårørende den støtte og vejledning, de har brug for. Vi tilbyder et fortroligt rum til både individuelle samtaler og samtaler til hele familien med fokus på mental trivsel for alle. Vi taler om alt lige fra små hverdagsbekymringer til komplekse og svære udfordringer. Med din hjælp kan endnu flere få nogen at tale med.
I headspace Family er det nemlig primært frivillige, der har samtaler, understøttet af ansatte og af organisationen. Samtalerne er primært ansigt-til-ansigt, men vi tilbyder også telefon- og videosamtaler. Der er mulighed for formiddags-, eftermiddags- og aftenvagter og hver vagt er 3-3,5 time.
Dine personlige erfaringer betyder, at de mennesker, der søger hjælp hos os, føler sig mødt i ligeværd og i øjenhøjde. Det giver håb og styrke at se andre, der har været igennem en krise, leve et meningsfuldt liv med overskud til at hjælpe andre.
Vi giver dig værktøjerne og klæder dig godt på, og i fællesskab skaber vi et trygt rum til at tale om følelser og udfordringer omkring at være tæt på et ungt menneske i mistrivsel.
Vi forventer, at du:
- Har levet med en ung i mistrivsel i din familie eller på anden måde været tæt pårørende til en
- Kan lytte, stille nysgerrige spørgsmål og trække på dine egne erfaringer, når det giver mening
- Er imødekommende, engageret og samarbejdsvillig
- Har lyst til at deltage i uddannelse, sparring og supervision
- Kan bidrage med din tid minimum 12 timer pr. måned i mindst et år.
Vi tilbyder dig:
- Rammerne for, at du kan bringe dine egne personlige erfaringer i spil til at hjælpe andre og samtidig blive klogere på dig selv
- Et socialt og givende fællesskab i frivilliggruppen
- Sparring og støtte – du vil aldrig stå alene
- Erfaring i at arbejde med frivillighed og varetage svære samtaler
- Medbestemmelse i planlægningen af din tid
Vi giver dig en frivilliguddannelse, hvor du bliver klædt godt på til samtalerne. Du får sparring i hverdagen og løbende supervision, så du hele tiden kan udvikle dig og blive endnu dygtigere.
Derudover afholdes der temaaftener og frivilligmøder af både faglig og social karakter. Du kan også få mulighed for at deltage i synlighedsaktiviteter, der sætter fokus på headspace Family.
Hvad gør jeg nu?
Hvis vi har fanget din interesse, så send os din ansøgning og fortæl lidt om dig selv og din motivation for at være med.
Har du spørgsmål eller ønsker du at vide mere om at være peer frivillig i headspace Family, er du velkommen til at kontakte det lokale headspace center – spørg efter familie- og pårørenderådgiveren.
Vi holder løbende samtaler og glæder os til at høre fra dig!