08.10.26

Første resultater af stort forskningsprojekt: headspace har positiv effekt på unges trivsel

Unge i headspace oplever større fremgang i trivsel end en sammenlignelig gruppe, viser nye forskningsresultater. Forskningen peger samtidig på, hvad der gør headspace til et trygt sted at få hjælp.

De første resultater af et flerårigt forskningsprojekt om headspace Danmark er nu offentliggjort i de internationalt anerkendte tidsskrifter European Psychiatry og Scientific Reports.

Projektet gennemføres fra 2022-2028 af forskere fra FORMS – Forskning i Recovery og Mental Sundhedsfremme ved Psykiatrisk Center Amager. Formålet er at undersøge effekten af headspace, hvordan indsatsen virker, og om den er omkostningseffektiv.

I korte træk viser de nye forskningsresultater at:

  1. Unge får bedre trivsel af at komme i headspace
    Efter seks måneder havde unge i headspace en større fremgang i trivsel end en sammenlignelig kontrolgruppe.
  1. De unge oplever et trygt sted at få hjælp
    Unge fremhæver især relationen til rådgiveren, den ikke-kliniske ramme og muligheden for selv at sætte retningen.
  2. De unge med lavest trivsel ser ud til at have størst udbytte
    Fremgangen i trivsel er størst blandt unge med lavest trivsel ved studiets begyndelse

Om forskningsresultaterne udtaler forskningsleder Lene Falgaard Eplov:

”Vi konkluderer, at headspace spiller en afgørende rolle i opsporing og støtte af unge i mistrivsel. Med deres store forebyggende og sundhedsfremmende potentiale er headspace en vigtig aktør i indsatsen for unges mentale sundhed. Overraskende nok viser undersøgelsen også, at det er de unge, der er i størst mistrivsel, der har størst effekt af headspace.”

Projektet støttes af Trygfonden.