10.10.26

headspace Danmark udvalgt af UNICEF blandt 338 europæiske indsatser
headspace Danmark er ét af blot 39 tilbud, som UNICEF har udvalgt blandt 338 europæiske indsatser i nyt toolkit om børn og unges sundhed og trivsel.
headspace Danmark er blevet udvalgt af UNICEF som et godt eksempel på, hvordan man kan forebygge mental mistrivsel blandt børn og unge.
Udvælgelsen er en del af UNICEF’s nye Toolkit for Child and Adolescent Health and Wellbeing Promotion, som er udviklet i et treårigt partnerskab mellem Europa-Kommissionen og UNICEF. Toolkittet skal støtte EU-medlemslandene samt Island og Norge i arbejdet med at styrke børn og unges sundhed og trivsel. Mental sundhed er ét af fem prioriterede områder.
Som en del af arbejdet har UNICEF kortlagt 338 forskellige indsatser i Europa, der arbejder med børn og unges mentale sundhed. Indsatserne er blevet vurderet ud fra en række kriterier, herunder om de har dokumenteret effekt, er lige tilgængelige for forskellige målgrupper, bygger på et solidt vidensgrundlag og kan overføres og opskaleres til andre lande og sammenhænge.
Kun 39 af de 338 indsatser opfyldte kriterierne for at blive betegnet som en good practice. Det er det højeste af toolkittets to niveauer, og headspace Danmark er ét af de udvalgte tilbud.
Trine Hammershøy, direktør i headspace Danmark, siger:
”Vi er både meget stolte og dybt taknemmelige over, at UNICEF har udvalgt headspace Danmark som en good practice. Det er en vigtig international anerkendelse af vores arbejde for at forebygge mental mistrivsel blandt børn og unge – og af, at headspace-modellen kan inspirere og tilpasses i andre lande.”
headspace-modellen er allerede blevet tilpasset og videreudviklet i blandt andet Norge, Island, Holland og Ukraine. Med udvælgelsen får headspace Danmark en plads i et internationalt toolkit, der skal gøre det lettere for beslutningstagere og fagpersoner i flere lande at finde og anvende virksomme indsatser for børn og unges mentale sundhed.
Samtidig bygger anerkendelsen videre på et voksende vidensgrundlag for headspace Danmarks indsats. De første resultater fra et flerårigt forskningsprojekt gennemført af FORMS – Forskning i Recovery og Mental Sundhedsfremme – peger på, at headspace har en positiv effekt på unges trivsel.
Læs mere om UNICEF’s Toolkit for Child and Adolescent Health and Wellbeing Promotion.
Læs mere om forskningen i effekten af headspace på unges trivsel
