
Tak for et fantastisk folkemøde på Bornholm – fyldt med drømme, drag og debat!
D. 16-06.2026
Efter tre dage med spændende debatter og sjove aktiviteter til Folkemødet på Bornholm er vi vendt hjem med rygsækken fuld af drømme og masser af nye indsigter.
Temaet i vores telt var ”Drømme” – de store, de små, de personlige og dem for samfundet. Ved bordene var der gang i kuglepennene, hvor unge og voksne noterede ned på badges eller små sedler til vores drømmefanger under teltdugen. Der kunne også sættes prikker på et kort over Danmark, der hvor man drømmer om, at det næste headspace skal åbne.
Både kort og drømmefanger blev fyldt, og det vidner om masser af ønsker og drømme for fremtiden – som vi i headspace Danmark vil arbejde for går i opfyldelse.
I den mere festlige ende lagde Bornholms eneste drag queen, Damen, vejen forbi med sit bingoshow. Et kæmpe højdepunkt med fællesdans, glimmer og masser af skøre præmier. Hundredvis af unge dukkede op og var med til at skabe Folkemødets måske største fest.
Da glimmer og glitter var fejet op, var det igen tid til spændende samtaler. Og dem var der heldigvis også mange af. Herunder kan du læse mere om debatterne, og hvad vi lærte af dem.


Familiens betydning for unges trivsel
Når vi taler om unges mistrivsel, handler samtalen ofte om skole, sociale medier og præstationspres. Men taler vi nok om familien?
Det spørgsmål var udgangspunktet for en debat om familiens betydning for unges trivsel modereret af Özlem Cekic. I panelet deltog Signe Hald Andersen fra ROCKWOOL FONDEN, Trine Hammershøy, direktør i headspace Danmark, og Signe og Emilie, som er frivillige i headspace Aarhus.


Her var enighed om, at familien spiller en afgørende rolle for unges trivsel – men fylder for lidt i den offentlige samtale. Det ser vi også i headspace, hvor konflikter i nære relationer er den største årsag til, at unge rækker ud efter hjælp. Ny forskning fra ROCKWOOL FONDEN viser også, at trivsel i familien er den stærkeste faktor bag unges generelle livstilfredshed.
Som det lød fra scenen, kan det dog være svært at tage snakken i familien, fordi det kommer tæt på og er meget sårbart. Netop derfor har vi i headspace lanceret headspace Family, hvor familier kan få støtte til at håndtere den vanskelige hverdag, når unge ikke har det godt.
For som debattørerne også var enige om, handler det ikke pege fingre ad forældre, men om at give familier bedre redskaber og et fælles sprog for det, der kan være svært.
Folkeskolens rolle i unges trivsel
Hvordan skaber vi en folkeskole, hvor flere elever både lærer mere og trives bedre?
Det diskuterede Kristian Dissing Olesen fra Skolelederforeningen, Poul Nyrup Rasmussen, Niels Lykke Lynnerup fra Danmarks Lærerforening og Ellinor Bach fra Danske Skoleelever i en debat modereret af journalist Michael Jeppesen.
En af de vigtigste pointer var, at trivsel og læring ikke kan skilles ad. Som Poul Nyrup Rasmussen sagde: "Forudsætningen for at lære noget er, at man trives."
Panelet pegede blandt andet på behovet for flere voksne omkring eleverne ("ellers ender det altid galt" som Ellinor fra Danske Skoleelever udtrykte det), mere elevinddragelse og en skole, der i højere grad tager afsæt i unges virkelighed, drømme og forskellige veje videre i livet.


AI som hjælp til uddannelsesvalg
Efter skoledebatten blev en ny AI-baseret uddannelseschat præsenteret fra scenen. Et værktøj, der skal støtte unge i valget af uddannelse og fremtidig vej.
Undervisningsminister Magnus Heunicke var testkanin, mens Magnus Hermann fra Danske Skoleelever var med til at vurdere, om en AI-chat kan være med til at hjælpe flere elever med at træffe det rigtige valg.
Chatten stiller enkle spørgsmål om interesser, styrker, ambitioner og værdier og hjælper den unge med at reflektere over mulige uddannelsesveje. Som det lød fra en af udviklerne bag, er pointen ikke, at AI skal vælge for de unge, men at teknologien skal åbne samtalen og hjælpe unge med at gå mere nysgerrigt og fordomsfrit til uddannelsesvalget.
Og undervisningsministeren? Efter først at være blevet foreslået en karriere som tryllekunstner – han elsker videoer, hvor trylletricks bliver afsløret – lød anbefalingen, at han skulle kigge mod performance design – noget ministeren sagtens kunne se sig selv i.


Samfundet, unge drømmer om
I den sidste debat var det tid til igen at vende sig mod drømmene. Her modererede TV- og podcastvært Anna Lin en samtale om det samfund, unge drømmer om, med deltagelse af Marie Holt Hermansen, gymnasieelev og medlem af Trivselskommissionen, Jens Paaske Clausen, formand for VU, samt Julie og Lea fra headspace Danmarks Ungeråd.
Her kom de omkring værdien af fællesskaber og håbet om et samfund, hvor flere unge føler sig værdsat og inviteret ind. Blandt andet blev der peget på betydningen af fysiske fællesskaber, et godt første møde med arbejdsmarkedet og rollemodeller, man kan spejle sig i.
Vigtige pointer, som vi altid har for øje i vores centre, i Ungerådet og vores arbejde generelt.
Stor tak til alle, der kom forbi og deltog i samtaler, aktiviteter og drømme-deling med os.
Vi glæder os allerede til næste års Folkemøde og lover at tage alle de gode erfaringer fra i år med i arbejdet for bedre trivsel for alle unge i Danmark.


