20.10.26

headspace Randers og Viborg åbner

To nye headspace-centre åbner snart i Viborg og Randers

Lige om lidt får endnu flere midtjyske unge mulighed for at få gratis og anonym støtte i headspace. I november åbner headspace Viborg, og kort efter følger headspace Randers.

Her kan unge i alderen 12–25 år tale med vores ansatte og frivillige ungerådgivere om alt det, der fylder – fra tankemylder og pres til konflikter i familien, kærestesorger eller andre udfordringer i hverdagen.

De unge kan komme lige så mange gange, de har lyst, og støtten er helt på deres præmisser. Her er ingen journalføring eller krav, og der behøves ingen henvisning.

headspace i Randers og Viborg vil også tilbyde ungeaktiviteter i centrene, deltage i lokale arrangementer og stå for oplæg og workshops på uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser.

Hvor og hvornår åbner centrene?

headspace Viborg åbner den 1. november på Ll. Sct. Hans Gade 7-9 i Viborg.

I Randers får det nye center adresse i Stemannsgade 9c. Den endelige åbningsdato er ikke fastlagt, da man er i færd med at lægge den sidste hånd på lokalerne.

Begge centre vil være åbne tirsdag, onsdag og torsdag kl. 12–18.

Bliv frivillig og gør en forskel

I både Viborg og Randers søger vi nye frivillige, som har lyst til at gøre en forskel for unge. Frivillige i headspace kan hjælpe til på mange forskellige måder. Læs mere og ansøg om at blive frivillig her: Bliv frivillig og gør en forskel for unge og familier

Tak til Viborg Kommune og Randers Kommune for samarbejdsviljen, til Rotary Danmark, som har bidraget til at få centrene godt fra start, og til Classic Race Viborg, som har indsamlet et større beløb til etableringen af headspace Viborg.

Derudover takker vi Grundfos Foundation for donationen på fem millioner kroner, som har været afgørende for at kunne etablere de nye centre i Midtjylland.