D. 26.02.25

På billedet: Poul Nyrup Rasmussen, stifter af og protektor for Det Sociale Netværk/headspace Danmark og Birgitte Bach, nationalpræsident i Inner Wheel
Inner Wheel samler ind til headspace Danmark
Inner Wheel samler hele 2025 ind til headspace Danmark for at fremme unges trivsel, hvilket skydes i gang med informationsaftener under titlen ”Sammen om Danmarks Unge” den 27. februar over hele landet.
Inner Wheels landsindsamling går i år til Det Sociale Netværk/headspace Danmark, hvis mission er at forbedre den mentale sundhed og trivsel blandt børn og unge i Danmark.
Samarbejdet er en naturlig forlængelse af Inner Wheels engagement i at støtte børn og kvinder verden over, og indledes med informationsaftenen ”Sammen om Danmarks Unge” den 27. februar, der afholdes over hele landet.
Alle er velkomne til at deltage, og tilmelding foregår via Inner Wheels hjemmeside.
Birgitte Bach, Nationalpræsident i Inner Wheel, siger:
”Inner Wheel har fokus på at hjælpe kvinder, børn og unge med specielle udfordringer. Vi ved, at selv små udfordringer kan vokse sig større over tid, og derfor er vi glade for at støtte headspace, der er et trygt og anonymt tilbud til børn og unge. Gennem øget opmærksomhed omkring headspace, kan vi hjælpe endnu flere, der har brug for en ekstra hånd. Vi er derfor meget stolte af vores samarbejde.”
headspace Danmark glæder sig til at komme i gang med samarbejdet med Inner Wheel og er taknemmelig for deres indsats, så de sammen kan hjælpe Danmarks børn og unge.
Poul Nyrup Rasmussen, stifter af og protektor for Det Sociale Netværk/headspace Danmark, siger:
”I headspace har vi stor erfaring i at hjælpe børn og unge ud af mistrivsel, og med støtte fra Inner Wheel kan vi nå ud til endnu flere. I over 10 år har vi givet unge den støtte, de har brug for, før problemerne vokser sig for store for både individet og samfundet.”

