d. 04.06. 2025

Ræs med hjertet donerer 185.750kr. til headspace efter velgørenhedsløb
I weekenden var headspace Horsens til Classic Race i Viborg, hvor den velgørende organisation Ræs med hjertet i år valgte at donere pengene fra deres velgørenhedsløb til Sikker Trafik og headspace.Hele 371.500 kr. blev samlet ind til deling, og det betød, at headspace modtog en donation på 185.750, da dagen var omme. Pengene blev samlet ind, ved at de besøgende kunne betale et beløb og få en tur rundt på banen sammen med en af racerkørerne. Det var der heldigvis mange, der gerne ville.
Og det glæder centerchef Heidi Quist fra headspace Horsens:
”Vi er meget stolte over at modtage donationen, da det gør en kæmpe forskel for børn og unge, der kommer i vores lokale headspacecentre. Det har været en kæmpe oplevelse at være med, og vi har mødt så mange engagerede mennesker, der virkelig gør alt, hvad de kan, for at samle så mange penge ind som muligt –til glæde for en masse børn og unge.”

John Nilsen (briller), tidligere F1 Le Mans-kører og ambassadør for Ræs med hjertet, Heidi Quist, centerchef headspace Billund og headspace Horsens & Lars Rolner, grundlæggere af velgørenhedsløbet Ræs med hjertet.
Ungerådgivere og frivillige samarbejdede med folkene bag Ræs med hjertet om at få så mange som muligt ud og køre en tur. Men der var selvfølgelig også tid til at snakke med det yngre publikum om headspace.
”Vi fik snakket med mange unge under stævnet om det at tale med nogen – at have et sted som headspace at gå til, når man har det svært. Det var en vellykket weekend, og vi håber på meget mere samarbejde fremover til gavn for børn og unge”
Tak til Classic Race Viborg og Ræs med hjertet samt racerkørere, der stillede sig selv og deres biler til rådighed til velgørenhedsløbet. En stor tak skal også lyde til de frivillige og ansatte fra fra headspace Aalborg, Billund og Horsens, som var med i Viborg.