d. 26.11.2025

På billedet ses ansatte fra Olena Zelenska Foundation, som alle arbejder med ”12-21” youth spaces sammen med delegationen fra headspace Danmark; Ungerådgiveren Mathias, centerchefen Mark, Chef for internationalt team Nina og projektkonsulent Julia.
Krigen i Ukraine har forværret det mentale helbred hos hver fjerde unge – nu er ”12-21” youth spaces inspireret af headspace Danmark klar til at åbne
Når et land er i krig, går det ikke kun ud over psyken hos soldaterne ved frontlinjen. Og det er ikke anderledes i Ukraine. Undersøgelser viser, at hver fjerde unge ukrainers mentale helbred er blevet forværret, siden krigen brød ud.
I headspace Danmark har vi følt et ansvar for at hjælpe de ukrainske unge, hvor vi kan. Vi har derfor gennem det seneste halvandet år samarbejdet med ukrainske aktører om at udvikle en række ungdomscentre med inspiration i vores frivilligbårne model og vores tilgang til mødet med unge. Målet med de nye centre er at tilbyde de unge et åndehul, hvor de kan få støtte og sparring af professionelle behandlere og frivillige ildsjæle til at tackle livet i en kaotisk hverdag – og en forhåbentlig snarlig fremtid uden krig.
I anledningen af at centrene snart åbner, deltog en delegation fra headspace Danmark i sidste uge i tre intensive træningsdage i Kyiv for de kommende medarbejdere i de første centre. Tilbuddet kan bruges af 12-21-årige – hvoraf navnet på centrene også er kommet ”12-21”.
Youth Spaces betyder meget for Ukraines førstedame
Bag træningsdagene i Kyiv stod hovedorganisationerne Olena Zelenska Foundation og Voices of Children. Her samledes også aktører fra resten af Ukraine – og fra headspace Danmark deltog to ungerådgivere, en centerchef og to fra vores internationale team. Programmet bestod af oplæg, workshops og praksisøvelser, hvor blandt andet de unges behov og typiske grunde til at søge hjælp blev gennemgået. headspace Danmarks repræsentanter holdt oplæg om frivilligarbejdet og omsorgsfulde metoder i mødet med unge.
headspace delegationen havde også æren af at møde Ukraines førstedame, Olena Zelenska, som understregede, hvor vigtig denne indsats er for de ukrainske unge. ”12-21” projektet er blevet en helt særlig prioritet for hende, og hun værdsætter derfor denne fælles indsats mellem partnere.
Betydningen for Ukraines unge
Med youth spaces tilbydes Ukraines unge hurtig adgang til hjælp uden lange ventetider og uden at møde fordomme – et meget vigtigt element for de ukrainske unge, som det blev understreget under træningsforløbet. I de nye youth spaces har de unge mulighed for at få hjælp på en række områder fra lavintensiv rådgivning – én-til-én og i grupper og til mere intensiv støtte fra professionelle behandlere, samt karriererådgivning og andre meningsfulde aktiviteter. En interessant detalje er, at der siden krigen brød ud, har været en stigende interesse i at engagere sig i frivilligt arbejde i Ukraine. De nye centre har også til formål at skubbe til den bevægelse og hjælpe nye frivillige med at opbygge kompetencer, selvtillid og robusthed.
”Ukraine er kommet imponerende langt på kort tid”
Samarbejdet om ”12-21” projektet begyndte, da en ukrainsk delegation sidste forår besøgte Danmark for at lære af headspace Danmark.
Siden har vi arbejdet tæt med Olena Zelenska Foundation, de statslige Coordination Centre for Mental Health og Voices of Children for at tilpasse modellen – med særligt fokus på at opbygge en stærk frivilligkultur.
Nina Moss, chef for det internationale område hos headspace Danmark, siger:
”Ukraine er kommet imponerende langt på kort tid, og de medarbejdere, vi mødte, var både engagerede og passionerede. Det betyder meget for os at se, at vores model kan gøre en forskel i andre lande – selv i kontekster, der er markant anderledes end den danske, og vi har en klar fornemmelse af, at ”12-21” youth spaces vil komme til at hjælpe mange ukrainske unge.”
Det første youth spaces åbner i denne uge, og flere følger trop i de kommende måneder – headspace Danmark fortsætter med kapacitetsopbygning, træning, online-sparring og opfølgende besøg i implementeringsfasen.

