
Sorg over forældres død
At miste en forælder er en sorg, der er ekstrem og svær at sætte ord på. Der er mange følelser, du kan gå igennem i sorgprocessen. Du sidder måske tilbage med en følelse af uretfærdighed: “Hvorfor skulle min mor dø?” eller “Jeg savner min far i hverdagen”. Husk, at der ikke er nogen rigtig eller forkert måde at bearbejde din sorg på. Sorg tager tid, og dagene kan se meget forskellige ud. Sorg er en helt naturlig reaktion, og du skal huske på, at du ikke er alene.
Hvordan føles det at miste en forælder?
At miste en forælder er en sorg, som mange af os kommer til at opleve på et tidspunkt i livet. Men de fleste af os forventer nok, at det først sker, når man er ældre og ens forældre måske er bedsteforældre.
Hvis du derimod mister en af dine forældre, mens du stadig er ung, kan det komme som et lyn fra en klar himmel, og føles både overvældende og dybt forandrende. Mange unge, der har mistet en forælder, oplever en blanding af savn, tomhed, vrede, skyld og ensomhed. Sorgen kan komme i bølger, hvor du nogle dage føler dig okay og andre dage bliver hårdt ramt af tabet. Du har måske en følelse af tomhed. Husk, at det er helt normalt, og at dine følelser kan skifte og være svære altid lige at forstå.
Dine tanker kan fylde meget, og måske spørger du dig selv: “Hvordan skal jeg komme igennem det her savn og denne sorg?” eller måske bekymrer du dig om fremtiden uden den støtte og tryghed, som din forælder gav. Det kan skabe usikkerhed og en følelse af, at du står mere alene i livet.
Husk at sorg er forskellig fra person til person, og der findes ikke én rigtig måde at sørge på. Måske har du brug for at tale meget om dine følelser eller måske er du mere stille og alene. Begge dele er naturlige måder at håndtere et stort tab på, hvor din hverdag er vendt op og ned.
Sorg kan vise sig på forskellige måder, såsom følelsesmæssigt, fysisk smerte eller kognitivt og adfærdsmæssigt.
Følelsesmæssig smerte
Følelsesmæssig smerte kan være både intens og varierende. Måske oplever du en følelse af dyb tristhed samtidig med, at du har et stort savn til den forælder, du har mistet. Det kan være, at du oplever en følelse af skyld, som kan opstå i forbindelse med fx tanker om ting, du kunne have gjort anderledes. Derudover er vrede almindeligt at føle, som enten kan være rette mod selve situationen, dig selv eller andre. Langt de fleste oplever en følelse af ensomhed, der fylder meget, og det kan være svært at være alene med følelserne.
Fysisk smerte
Sorg kan sætte sig som fysisk smerte i kroppen. Måske oplever du søvnproblemer eller har svært ved enten at falde i søvn eller sove igennem. Når en person er i sorg, er det meget normalt at føle sig træt, fordi din krop og sind er på overarbejde. Du kan også opleve manglende appetit, hvor nogle helt mister lysten til mad, mens andre spiser mere. Derudover kan du opleve fysiske smerter som hovedpine, trykken i brystet eller spændinger i kroppen.
Kognitiv og adfærdsmæssig smerte
Sorg påvirker også dine tanker og adfærd. Måske har du svært ved at koncentrere dig eller huske ting, fordi dine tanker kredser om sorgen og tabet. Mange oplever tankemylder samtidig med, at du måske trækker dig fra sociale relationer og isolerer dig, enten fordi du mangler energi eller ikke føler dig forstået af andre.
Gode råd til dig, der har mistet en forælder
Vi har samlet nogle generelle råd til dig, der har mistet en forælder, og måske har svært ved at vide, hvordan du kommer videre:
Tal med din familie og venner
En god måde at minde din afdøde forælder på er ved at huske de gode minder og historier, I har sammen. Det kan bringe et smil frem på læben i en ellers svær tid. Husk på, at det er helt okay at give plads til dine følelser – både alene men også sammen med dine venner eller familie.
Det kan være en hjælp at fortælle andre, hvordan du har det, selvom det kan føles svært. At sætte ord på dine følelser kan gøre dem mere håndterbare og give personer omkring dig mulighed for at støtte dig i sorgprocessen.
Husk at det er helt okay at have dage, hvor dit overskud, humør og energi ikke er i top. Hvis du kan, så forsøg at være åben om de svære dage. Sorg går ofte op og ned, og det er helt normalt at have perioder, hvor det hele føles tungere. Ved at dele det med dine venner eller familie, kan det mindske følelsen af at stå alene med følelserne og sorgen.
Find støtte hos andre unge
At finde støtte hos andre unge i sorg kan være en stor hjælp. I sorggrupper eller andre former for netværk kan du møde andre unge, der har også har mistet en forælder, og som forstår dine følelser på en helt anden måde, fordi de ikke skal have dem forklaret. Det kan skabe en tryg ramme for dig, hvor du kan dele tanker og oplevelser – og din sorg.
At tale med jævnaldrende kan mindske følelsen af at være anderledes eller alene. Mange oplever en lettelse ved at høre, at andre unge har de samme reaktioner på sorgen, som du måske går rundt med. Det kan give dig håb og styrke at mærke, at du ikke er den eneste, som har mistet en forælder og kæmper med sorg.
Skriv dagbog eller breve
Det kan være en god idé at skrive dine tanker ned, hvis det kan være svært at sige dem højt til andre. Du kan skrive dagbog eller breve som en måde at bearbejde sorgen på. Når du sætter ord på dine tanker og følelser, kan det være lettere at forstå det, du går igennem. Det kan give et frirum, hvor du kan være ærlig uden at blive vurderet.
Nogle finder også ro i at skrive breve til din forælder, de har mistet. Det kan hjælpe med at udtrykke ting, du ikke nåede at sige til dem, og samtidig holde dine minder i live.
Minder og ritualer
Minder og ritualer kan være en vigtig del af sorgprocessen. Det kan være, at det giver dig en glæde eller ro at kigge i fotoalbum, lave en mindekasse eller gemme særlige ting, der kan hjælpe dig med at bevare forbindelsen til den forælder, du har mistet. Det giver mulighed for at mindes alle de gode stunder og holde relationen levende på en ny måde.
Derudover er små ritualer, såsom at tænde et lys på særlige dage eller besøge et bestemt sted, noget, der kan skabe ro og struktur i din sorgproces. Det kan hjælpe dig med at bearbejde tabet og give en følelse af mening i en svær tid.
Få professionel hjælp
Det kan være en god idé at få professionel hjælp, hvis sorgen begynder at føles overvældende eller ikke bliver lettere med tiden. Det kan være, at du gerne vil tale med en psykolog eller frivillig rådgiver fra fx Børn, Unge & Sorg, som kan hjælpe dig med at sætte ord på dine følelser og give dig redskaber til at håndtere dem.
Husk at det er helt okay at søge hjælp, hvis du oplever vedvarende tristhed, isolation, søvnproblemer eller svært ved at fungere i hverdagen. Det er ikke et tegn på svaghed, men en måde at passe på dig selv og få støtte i en svær periode.
Hold hverdagen i gang
Det kan være en god ide at holde din hverdag så meget i gang som muligt, selv når du er i sorg. Det kan være, at både skole, fritidsaktiviteter og daglige rutiner faktisk giver dig en følelse af stabilitet og normalitet i en svær tid.
Strukturer i hverdagen gør det ofte lettere at komme igennem dagen, når overskuddet ellers er lavt. Det betyder ikke, at du skal ignorere din sorg, men at du skaber en balance mellem at mærke følelserne og stadig have noget at lave.
Tillad dig selv at leve livet
Det er vigtigt, at du giver dig selv lov til at leve livet, selv når du er i sorg. At grine og have det sjovt betyder ikke, at du har glemt den forælder, du har mistet. Det er faktisk en naturlig del af at være menneske og en måde at få pauser fra sorgen på.
Måske føler du dårlig samvittighed over at have gode øjeblikke, men sorgen og glæden kan godt eksistere side om side. Selvom sorgen kan fylde meget, fortsætter livet, og det er okay langsomt at tage del i det igen.
Hvad siger man til en person i sorg?
Når dine venner taler med dig, er det vigtigste, at de viser dig nærvær og omsorg. Det kan være nok. at de bare siger: “Jeg er her for dig” og mene det. De behøver ikke finde de perfekte ord eller løsninger.
Det handler om at lytte uden at prøve at fikse eller fjerne sorgen. Dine venner skal give dig plads til, at du kan dele dine følelser i dit eget tempo. Stil åbne spørgsmål og vis, at du gerne vil forstå. Ofte betyder det mere at blive lyttet til end at få gode råd
Få hjælp og støtte hos headspace
Det kan være hårdt at gå alene med alle dine tanker og din sorg. Derfor kan det være en god ide at tale med nogen. Måske du synes det er svært at tale med dine venner om dit tab, fordi de ikke selv har prøvet at miste en forælder.
Måske du har brug for at tale med en, som ikke kender dig. I headspace kan du altid booke en samtale med en af vores rådgivere eller kontakte os anonymt på vores chat.
FAQ
Vi har samlet vores svar på de ofte stillede spørgsmål om sorg over forældres død:
Hvor længe er man i sorg efter et dødsfald?
Der er ikke en udløbsdato på en sorgproces. Det varierer fra person til person, og du skal huske dig selv, at det er okay, at sorgprocessen tager tid.
Hvad skal man gøre, når ens forældre dør?
Hvis din forælder dør, kan det føles både overvældende og uvirkeligt. Det vigtigste er, at du giver dig lov til at være ked af det og mærke de følelser, der kommer – der er ingen rigtig eller forkert måde at reagere på!
Det kan hjælpe at tale med nogen, du stoler på, som familie, venner eller en voksen, der kan støtte dig. Samtidig kan det være godt at holde fast i små rutiner i hverdagen, så du har noget stabilt at støtte dig til.
Måske finder du trøst i minder. Det kan være fx billeder eller små ritualer. Hvis sorgen bliver meget tung eller svær at håndtere, kan det være en god idé at tale med en psykolog eller en rådgiver. Du behøver ikke klare det hele alene, det er nemlig helt okay og ofte godt at bede om hjælp!
Hvad siger man til en person i sorg?
Det bedste du kan gøre, hvis du har en ven eller veninde, der er i sorg, er at være støttende og spørge ind til, hvad din ven har brug for. Det kan sagtens være, at du ikke får et entydigt svar, men du kan vise støtte og omsorg ved at være interesseret og til stede for din ven.
