FRIVILLIG I FOKUS
Simon, 34 år, er frivillig i headspace Gentofte og Gladsaxe. Han startede i 2018 som praktikant, men headspace blev hurtigt mere end et praktiksted. Siden har han haft mange roller – frivillig, fremskudt medarbejder og ansat i et barselsvikariat. Men én ting har ikke ændret sig: han bliver ved.
“For mig var der aldrig et spørgsmål om, hvorvidt jeg skulle fortsætte. Jeg var så glad for at være der, jeg kunne simpelthen ikke lade være. Man giver lidt tid, men jeg har altid følt, at jeg får ti gange så meget igen.”
Samtalerne, der gør en forskel
Som frivillig er Simons vigtigste opgave at lytte. Han har haft mange samtaler, men noget, der har overrasket ham, er, hvor hurtigt de unge åbner sig:
”Nogle skal bruge en samtale eller to til lige at varme op, men rigtig mange af dem begynder bare at dele ud af nogle ting, som de ikke nødvendigvis har fortalt nogen andre om før. Og det er jo en virkelig privilegeret situation.”
Nogle samtaler gør særligt stort indtryk. Simon husker en ung, der var selvmordstruet, og hvor han til sidst fulgte vedkommende til psykiatrisk akutmodtagelse:
“Det var intenst, men også en god oplevelse, fordi den unge følte sig set og taget alvorligt. Det er ikke altid en selvfølge i psykiatrien, men her havde den unge faktisk en god oplevelse – og det betød meget.”
Han har oplevet unge gå fra afmagt til at føle sig hørt og forstået – en påmindelse om, hvorfor headspace er så vigtigt:
”De unge møder os med en helt ekstrem tillid, som jeg virkelig føler, at vi skal gøre alt for at vogte på bedste vis, fordi det synes jeg, de fortjener, når de er så tillidsfulde over for os.”
Fællesskabet i headspace
For Simon er det ikke kun mødet med de unge, der betyder noget. Fællesskabet blandt frivillige er en af grundene til, at han bliver ved.
”Jeg tror, der er noget i det med, at folk er der for at gøre noget godt for andre mennesker, uden nødvendigvis at få noget tilbage. Og det er for mig et utroligt godt udgangspunkt for at møde andre mennesker. Det der med, at jeg ved, at de er der, fordi de gerne vil andre det godt. Det gør også, at jeg føler mig mere komfortabel blandt mine medfrivillige, end jeg gør i nogen andre sammenhænge, fordi jeg har en forventning om, at de er der af godt hjerte. Og det er et utroligt godt grundlag for at lære folk at kende.”
Han ser det også som en del af sin rolle at bidrage til det gode fællesskab:
”Udover at være der for de unge, så ser jeg det også som en af mine kerneopgaver at være med til at skabe et godt fællesskab blandt de frivillige.”
Et råd til sit yngre jeg
Vi spurgte Simon hvilket råd han ville give til sit yngre jeg den dag i dag, hvortil han svarede:
“Tag det stille og roligt, det bliver bedre. Det skal nok blive bedre. Tingene falder til ro, når man bliver lidt ældre. Nogle ting, som føles katastrofale, viser sig at være glemt igen efter et år. Og så behøver man måske ikke gå helt i panik over det.”
