d. 4.9.2025

43.000 unge står uden job eller uddannelse – nu tager Ungeløftet fat

I dag står 43.000 unge mellem 15 og 24 år uden job eller uddannelse. Det er en udfordring, som kræver handling. Beskæftigelsesministeriet har sammen med landsdækkende samarbejdspartnere – herunder landets kommuner, civilsamfundsorganisationer og virksomheder etableret Ungeløftet som et landsdækkende partnerskab på tværs af samfundet.

Målet er klart: at hjælpe unge tættere på job eller uddannelse og give dem mulighed for at blive en del af meningsfulde fællesskaber. Partnerskabet er en del af en bred politisk aftale, hvor der samlet set er afsat 1,3 mia. kr. frem mod 2035.

headspace er en del af Ungeløftet
headspace er én af de 113 partnere i Ungeløftet, og rollen for headspace som organisation er at bruge de mangeårige erfaringer med unge til at styrke deres mentale sundhed og trivsel. Som Nina Moss, chef for den internationale afdeling hos headspace, udtaler:

“Vi vil bygge bro mellem de unge, vi møder i headspace, og de arenaer, hvor de unge kommer – folkeskolen, erhvervsskoler, gymnasiale uddannelser og arbejdspladser.  Vi vil bruge vores mangeårige erfaring med de unge til både at hjælpe og støtte de unge med at finde deres egen vej, men også til at gøre uddannelsessteder og arbejdspladser meget bedre rustet til at støtte de unge og fremme deres mentale sundhed og trivsel.”

Samarbejde med kommunerne
Et vigtigt element i headspaces arbejde er samarbejdet med landets kommuner. Om dette fortæller Nina Moss:

“Vores samarbejder – særligt med kommunerne – om Ungeløftet vil betyde, at endnu flere unge får adgang til mentalt sundhedsfremmende indsatser. headspace vil derfor i de kommende år tage ud for at være mere sammen med de unge gennem flere fællesskabsaktiviteter, og vil i samarbejde med landets kommuner hjælpe til med at klæde de unge på, til at kunne varetage et job. Samtidig vil headspace sørge for, at vi kommer ud og laver nogle gode samarbejder for at kunne løfte de unge endnu mere”

Vi er til for de unge
Hos headspace er det de unge, der er i centrum. Som Nina Moss understreger:

“headspace er til for de unge. Vi lytter og formidler de unges stemmer via vores mange partnerskaber med myndigheder, politikere, erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner”. 

Du kan læse mere om Ungeløftet lige her.