Nyhed: 14. juni 2023
80 år med visioner og forandringshåb
Fra en ballademager i skolegården i Esbjerg til statsminister og leder af de europæiske socialdemokrater – OG så lige oveni manden bag Danmarks største frivillige face-to-face rådgivningstilbud for børn og unge.
Poul Nyrup Rasmussen, der fylder 80 år torsdag den 15. juni, har i sit lange liv haft mange ansigter og båret mange kasketter, men den røde tråd i hans liv er faktisk ret klar. For ballademageren i skolegården var nemlig altid på de svagestes side, og det har han sådan set været siden. Men hvor mange formår at stille sig på de svagestes side, er det ikke alle, der også formår i praksis at handle, udvikle og forandre.
Det er jo nemt nok at se, når noget ikke fungerer, men det kan være en voldsom udfordring at lave noget om, særligt når det handler om offentlige systemer opbygget gennem generationer. Det er ikke desto mindre det, som Det Sociale Netværk/headspace Danmark og Poul har formået at gøre. Det gælder de vigtige årlige debatter på psykiatritopmøderne, der ofte evner at bære nye løsninger ind til Christiansborg, og det gælder i allerhøjeste grad også rådgivningen i headspace, der i dag er vokset til 31 centre i 29 kommuner.
Men forandringen er jo aldrig komplet, den må og skal fortsætte – til gavn for flest muligt. Sådan er Poul indstillet, og visionerne står i kø.
Tænk, om man kunne have et land, hvor alle børn og unge blev hørt, mødt og set og havde nogen at tale med om deres udfordringer, og dermed ikke ville indgå i de kedelige mistrivselsstatistikker. Eller tænk, om udsatte, fattige kvinder i Asien kunne se frem til at få en akademisk grad og ikke blot afslutte grundskolen. Eller tænk, om man kunne sørge for, at de mere end 40.000 unge, der i en alder af 25 år hverken er i job eller uddannelse, kunne komme det.
Og det nyeste projekt Nordic headspace vil reformere og tænke de nordiske velfærdssamfund bredere gennem samarbejde, erfaringsudveksling og debat mellem islandske Bergid headspace, headspace Norge, headspace Danmark og andre gode aktører. Civilsamfundet skal spille en langt større rolle i fremtidens velfærd, men det kræver, at de offentlige systemer tør tænke nyt, og ikke blot tænker i mere af det samme.
Det er blot nogle af de forandringer og visioner, som Poul drømmer om og arbejder med på daglig basis – frivilligt, vel at mærke. Som han selv udtrykker det: ”Man kan godt gå på pension, men man kan ikke pensionere sit liv.”
Kæmpestort tillykke til Poul.