headspaces kampagne #SlukSammen inspirerer uden for landets grænser

Kampagnen #SlukSammen, hvor vi d. 20. august i år opfordrede hele Danmark til at slukke mobilen i to timer og i stedet fokusere på nærvær, øjenkontakt og ro med de nærmeste, har inspireret i udlandet. Budskabet og måden, vi formidlede det på, har i hvert fald spredt sig til vores kære venner på Færøerne.

Her har sundhedsorganisationen Heilsustýrið, Færøernes pendant til Sundhedsstyrelsen i Danmark, som led i deres initiativ “Aktiv oktober”, lavet en video, hvor en række kendte færinger fortæller, hvad de vil bruge tiden uden deres mobiler på – meget i stil med vores kampagnevideo fra #SlukSammen. Se den færøske video herover.

Hovedbudskabet i “Aktiv oktober” er, at færingerne skal styrke deres mentale sundhed gennem fysisk, mental, social og spirituel aktivitet. Hver dag i oktober kommer der så et nyt tip til, hvordan man med simple midler kan værne om sit mentale helbred i dagligdagen.

En af dagene var dagens tip at lægge mobilen væk og i stedet fokusere på at være fuldt til stede i nuet, enten alene eller sammen med andre – præcis som i kampagnen #SlukSammen.

Har du fået lyst til at gense vores video fra #SlukSammen, kan du finde den her.

Kampagnen #SlukSammen blev første gang lanceret d. 20. august 2024, og vi planlægger at gentage den næste år.