Nyhed: 12. maj 2023

Behov for en genstart af velfærdssamfundet

Af: Poul Nyrup Rasmussen, stifter af og protektor for Det Sociale Netværk/headspace Danmark, Trine Hammershøy, direktør for Det Sociale Netværk/headspace Danmark, Tom Guldberg, leder af headspace Norge og Sigurþóra Bergsdóttir, stifter af headspace Bergid Iceland.

De nordiske velfærdsstater anses for at være de bedste samfund i verden, men heller ikke i disse ”de bedste samfund i verden” formår vi at fjerne børn og unges stigende mistrivsel. Det er som om, vi har glemt, at ikke alt skal behandles, men at meget kan forebygges i stedet.

Op til 80% af alle de børn og unge, der behandles i psykiatrien, kunne have undgået det, hvis der var blevet taget hånd om deres udfordringer tidligere. Det er da et enormt spild af ressourcer. Dybest set har vi indrettet samfund, hvor vi går og venter på, at unge mennesker bliver så syge, at de skal behandles. Det giver ingen mening.

Og det giver slet ingen mening, når vi allerede i dag har en række metoder og værktøjer, som vi ved virker i forhold til børn og unges mistrivsel. Værktøjer, som typisk er udviklet uden for det offentlige system – i civilsamfundet.

Mens de offentlige systemer bygger på, at alle skal behandles ens, er der langt bedre muligheder for at tage individuelle hensyn i civilsamfundet, og det er dybest set det, der er pointen her, at der skal tages hensyn til det enkelte individ, og hvad det enkelte menneske har behov for.

Samtidig er det også vigtigt at slå fast, at mental trivsel ikke er noget, der alene kan håndteres i offentlige systemer. Det er noget, der også løses mellem mennesker, og det er vores fælles ansvar. Traditionelle somatiske sygdomme kan behandles glimrende i et system med pakkeløsninger. Det har kræftpakkerne f.eks. bevist, men når vi taler om mental trivsel, er der mange andre og mere komplekse problemstillinger i spil.

Dertil kommer at vi ser en historisk personalflugt fra det offentlige sundhedsvæsen, så selv om man forestillede sig, at man kunne finde en offentlig løsning på mistrivselsbjerget, er der simpelthen ikke hænder nok til at løse opgaven.

Vi skal sikre bæredygtigheden i civilsamfundet

Derfor er det på høje tid at give fuld og hel plads til nye tilgange og nye løsninger, og derfor har vi stiftet initiativet Nordic headspace. I Nordic headspace vil vi dele vores erfaringer på tværs af landegrænser og indlede dialog med politikere på nordisk plan for at slå fast, at samarbejdet mellem civilsamfundsinitiativer og de offentlige systemer skal være en ”skal-opgave” og ikke blot en ”kan-opgave.”

Derudover skal der også tilvejebringes en bæredygtig økonomisk model for NGO’er og andre frivilligorganisationer, så der skabes ro om fremtiden og mere overskud til at hjælpe, der hvor behovet er, i stedet for at investere mange dyrebare ressourcer på daglig basis i at få økonomien til at hænge sammen.

Og selv om det måske lyder dyrt, er det langt dyrere ikke at gøre noget. Udgifterne til psykiatri og dårlig mistrivsel stiger markant år for år. Og her er der virkelig penge at spare ved at satse på tidligere indsatser uden for de offentlige systemer i stedet.

Flere og flere politikere og embedsfolk i hele Norden erkender, vi kan gøre det meget bedre end den måde, som vi har indrettet velfærdssamfundet på og vil gerne være med til at tænke nyt. Derfor har vi en stor forhåbning om, at der langt om længe er politisk vilje til at gøre noget ved problemet.

Flere nyheder