Det’ okay!

Oplever du at være den eneste i verden med problemer? Føler du, at ingen andre kan forstå, hvordan du har det? Du er ikke forkert. Det’ okay – og du er ikke alene. 

I headspace møder vi hver dage unge, der føler, at de er de eneste i verden, der har det på den måde, som de har det. Følelsen af at være forkert og at have det svært kan overtage fuldstændigt, og det kan være svært at finde en vej ud.

Men virkeligheden er, at du ikke er alene. Vi oplever alle perioder i vores liv, hvor det er ekstra svært at finde vejen ud igen, men – det’ okay – for hos headspace ved vi, at du ikke er alene. Og det vil vi gerne vise.

Sårbarhed skal frem i lyset

Kampagnen “Det’ okay” sætter fokus på sårbarhed i alle dens afskygninger. Vi trækker mental (mis)trivsel frem i lyset og ind foran kameraet, hvor fotograf Petra Kleis på smukkeste vis fremhæver vores headspace-ambassadørers sårbarheder og styrker i enkle portrætter – og ind i dine ører med Podcasten “Det’ Okay”. 

 


Det’ okay!

Podcasten “Det’ Okay” sætter fokus på det indre. På alle de svære følelser og udfordringer, vi alle kan ramle ind i, i løbet af vores liv. Vi bærer alle sammen rundt på masser af vilde følelser og tanker – i mere eller mindre grad – og det er i virkeligheden helt normalt og okay! Så hvorfor taler vi så ikke åbnet om det?

I denne podcastserie tager vi dig med på en rejse. Ind i dig selv og ind i en række kendte menneskers inderste. Sammen med værtinde og headspace ambassadør Ida-Sophia tager vi fat på alt det, der kan være så svært at tale om – som selvværd, kropsbillede, mobning, seksualitet, psykisk voldelige forhold og svære diagnoser. Alt sammen med udgangspunkt i personlige erfaringer og oplevelser.

For lad os bare være helt ærlige; problemer vokser i tavshed, og måske oplever du her, at du bestemt ikke står alene med de ting, du tumler med. Det? okay at være dig, og du er helt okay, som du er.


Nina Rask

Nina har valgt, at tale om de seneste år af hendes liv.

År hvor hun tvivlede på, hvem hun egentlig var og skulle være, følte sig distanceret fra den velfungerende verden, som i et andet luftlag og år hvor hun opdagede og blev diagnosticeret med sin ocd, tvivlede på om hun overhoved havde lyst til at være her længere og overtænkte de fleste tanker ind i uendeligheden.


Elijah

Elijah kashmir er rapper, gender bender og stifter af organisationen ‘Lev og lad leve’.

Elijah tager os med inderst inde og fortæller åbent om at vokse op i en familie, der ikke kan acceptere, den man er, og hvordan det er at skulle forlade alt man kender fra den ene dag til den anden.

Afsnittet er en meget personlig fortælling om at stå op for sig selv, og det man tror på, selvom verden går imod dig, at føle sig anderledes og alene – men aldrig at lade sig selv gå, og ikke mindst hvordan de senere hen har kunne bruge sig selv i aktivisme og arbejdet for at bryde med kønsnormer herhjemme.


Mads Marius

Mads Marius er, udover at være en meget følsom og glad person, entertainer og foredragsholder.

Til podcasten og snakken med Ida-Sophia har han valgt, at han gerne vil tale om, hvordan et kropsbillede, der ikke passede ind i normen og dertilhørende mobning i omklædningsrummet, var med til at forvrænge hans billede af sig selv og dermed ødelæggende for hans selvværd.

Hvordan Mads fandt modet til den dag i dag at stå i bar overkrop foran flere hundrede mennesker, og hvad hans bedste råd til unge, der måtte stå i samme situation som han gjorde, er, kan du høre om i dette afsnit.


Prince Henry

Prince er til dagligt aktivist, studerende, model og debattør, og han har valgt at dette afsnit skal handle om ensomhed.

Hvordan ensomheden føles som et grundvilkår i hans eksistens, en kornisk tilstand og en permanent følgesvend i livet, men også hvordan der er forskel på det at føle sig ensom og så at være alene, at have fået at vide hele livet, man ikke passer ind og derfor være bange for at bruge sine venner for meget, og om hvor vigtigt det er at turde gøre ting i sit eget selskab.


Nadja Hansen

Nadja er realitystjerne, influencer og kan også snart kalde sig forfatter.

Hun har valgt, at hun i dette afsnit for første gang gerne vil åbne op omkring ikke at føle sig god nok eller måske endda som et dårligt menneske efter at have været i både fysiske og psykiske voldelige forhold.

Nadja fortæller om hvordan hendes selvværd blev nedbrudt, og hvordan det påvirkede hendes datingmønster efterfølgende, om at føle skam og ensomhed og have svært ved at dele sine følelser med nogen eftersom alle bliver trætte af at høre om de samme problemer i det samme forhold.

Det er en meget sårbar og ærlig snak, og vi kommer helt tæt på, så har du selv været udsat for fysisk eller psykisk vold er der en trickerwarning her.


Anna Lin

Du kender måske Anna Lin som vært på podcasten Soft Spot på p3, vært på DR Ultra eller måske du har set hende i kender du typen på DR.

Anna har valgt emnet “det er okay bare at have en krop” til dette afsnit og her kan du blandt andet blive klogere på hvad det betyder, hvordan det at elske sig selv også kan føles som en byrde eller noget man kan fejle i, og hvordan Ida-Sophia og Anna i sin tid mødte hinanden på instagram og havde en snak om at sammenligne sig med hinanden.


Ida-Sophia

Vi er stolte og beærede over, at vores headspace-ambassadør Ida-Sophia har stillet sig foran og inviteret vores mange andre gode ambassadører ind i podcast-studiet for at fortælle deres personlige historier.

I podcast-serien ‘Det’ Okay’ tager vi dig med igennem en række personlige historier, der alle har det tilfælles, at de gør op med fordomme og fortielse.

For det’ okay at være, som du er – og du er ikke alene.


Rollemodeller går forrest

Vi er stolte af at have vores dygtige headspace-ambassdører med i denne kampagne. Du skal i de kommende uger møde:

Anna Lin – Nadia Hansen – Prince Henry – Mads Marius – Elijah – Nina Rask – Rillo Schwartz – Michelle Kristensen – Ole Henriksen

Livet er ikke perfekt, og kampagnen viser, at Det’ okay! Både billeder og podcast illustrerer, at det er helt okay at kæmpe med svære følelser, tanker og tilstande. Vores ambassadører står sammen som et hold og viser, at det kan betale sig at tale højt om de udfordringer og forskellige følelser et liv kan rumme.   

For lad os bare være helt ærlige; problemer vokser i tavshed, og måske oplever du her, at du bestemt ikke står alene med de ting, du tumler med. Det? okay at være dig, og du er helt okay, som du er. 

Følg med her, hvor vi hver uge præsenterer et billede og et podcastafsnit, der forhåbentlig kan inspirere og give dig stof til eftertanke.