D. 05.03.25
Pressemeddelelse

Guldborgsund Kommune indgår ny aftale med headspace

Guldborgsund Kommune har siden 2021 samarbejdet med headspace om rådgivning af børn og unge. Nu har kommunen indgået en ny aftale med headspace, som også omfatter et samarbejde om headspace Family.

headspace er et landsdækkende tilbud til børn og unge mellem 12 og 25 år, som har behov for at snakke med nogen om ting, der opleves svært i deres liv. Det kan være alt lige fra kærestesorger og familieproblemer, til misbrug eller mistrivsel i skolen eller på studiet. headspace har også udgående aktiviteter, blandt andet i form af oplæg og workshops på skoler.

headspace har 37 centre i Danmark inklusiv en national chat. I centrene kan de unge komme ind fra gaden og få rådgivning, de kan også anonymt bestille en tid til en samtale eller anmode om videorådgivning. Det er gratis, der er ingen ventetid, og ingen problemer er for store eller for små. headspace har siden 2021 haft en afdeling i Guldborgsund.

I den nye aftale indgår der også headspace Family, som er et tilbud til forældre og nære pårørende til unge i målgruppen om støtte og rådgivning.

headspace er drevet af en kombination af frivillige og lønnede medarbejdere. Via aftalen bidrager Guldborgsund Kommune dels med medarbejderressourcer til headspace, og dels med midler til den daglige drift af headspace.

”Jeg er meget glad for den nye aftale med Guldborgsund Kommune. Vi har et rigtigt godt samarbejde både med kommunen og med andre aktører i lokalsamfundet, og med den nye aftale kan vi fortsætte det”, siger områdechef Kristian Hjorth fra headspace.

”headspace spiller en vigtig rolle i samfundet med at forbedre børns og unges mentale trivsel. Og trivsel er en væsentlig faktor i forhold til at komme godt videre i livet. Derfor er det vigtigt, at vi har en lokal afdeling af headspace”, siger René Christensen, formand for Beskæftigelsesudvalget i kommunen.

Formand for Socialudvalget Britta Lange supplerer: ”Selvom rapporten fra Trivselskommissionen viser, at de fleste børn og unge i Danmark trives, så har der over en årrække været en stigende mistrivsel. Det kan et tilbud som headspace være med til at afhjælpe.”

Udover midler fra kommunen får headspace midler fra staten og fra private aktører.