Nyhed: 5. september 2023

headspace åbner 5. september på Marienberg Skole i Vordingborg

Nu åbner headspace i Vordingborg. Første åbningsdag er tirsdag den 5. september, og dermed vil headspace Danmark have i alt syv centre i Region Sjælland og 31 centre over hele Danmark fordelt på 28 kommuner.

headspace Vordingborg vil holde til i nyindrettede lokaler på den tidligere Marienberg Skole i det centrale Vordingborg. Herfra vil headspace hjælpe børn og unge i hele Vordingborg Kommune dels gennem samtaler i centret og dels gennem udgående aktiviteter på kommunens folkeskoler, ungdomsuddannelser mv. headspace Vordingborg vil være bemandet af to ungerådgivere, 10-15 frivillige og derudover af fremskudte kommunale og regionale medarbejdere. Kristian Hjorth, der er centerchef for headspace Lolland, headspace Rødby og headspace Guldborgsund, bliver også centerchef for det nye center.

Åbningen af centeret, er en styrkelse af headspace i Sydsjælland, og er realiseret på baggrund af et virkelig godt og tæt samarbejde med Vordingborg Kommune. Andre headspace centre er tidligere blevet opsøgt af børn og unge i og omkring Vordingborg. De viser behovet for at åbne headspace i Vordingborg. Flere af de unge i området går også på uddannelser på tværs af kommunegrænserne. Og nu får de endnu bedre muligheder for at finde et headspace-center tæt på.

Klar prioritet i en sparetid

Med den modtagelse vi har fået, og med den efterspørgsel efter headspace i lokalområdet vi allerede har mærket, glæder det mig meget, at vi allerede nu er klar til at åbne og modtage børn og unge. Vi ser frem til at fortsætte det virkeligt gode samarbejde med kommunen for at øge trivslen, og det er hjertevarmende, at kommunen prioriterer dette arbejde på trods af et stort pres på de kommunale budgetter,” siger Kristian Hjorth.

Trine Hammershøy, direktør for Det Sociale Netværk/headspace Danmark, hæfter sig ligeledes ved det positive i, at kommunerne fortsat investerer i unges trivsel også i den nuværende økonomiske situation.

Vi må konstatere at økonomien er stram rundt om i landets kommuner, og det mærker vi også i headspace. Derfor er det utroligt glædeligt at en kommune som Vordingborg prioriterer dette vigtige område, som er helt nødvendigt for at øge trivslen blandt børn og unge. Et arbejde som på sigt kan nedbringe de kommunale udgifter til området, fordi vi møder børn og unge tidligere, inden deres problemer bliver så alvorlige, at de skal have dyrebar behandling,” siger hun.

For yderligere oplysninger:

Kristian Hjorth, centerchef for headspace Vordingborg, mob. 9292 2889, e-mail: krhj@headspace.dk

Flere nyheder