headspace åbner i Halsnæs Kommune
headspace åbner til efteråret i Frederiksværk. Her kan børn og unge i hele Halsnæs Kommune få hjælp til de problemer, der tynger dem i hverdagen.
Fra september 2024 kan børn og unge i alderen 12- 25 år komme forbi headspace Halsnæs i Frederiksværk og få en snak om det, der rør sig i dem.
headspace Frederiksværk får til huse i lokaler i det centrale Frederiksværk på Vognmandsgade 12, 1. sal. Lokalerne bliver renovereret hen over sommeren og står klar i september. Herfra vil headspace have en åben, anonym og fleksibel rådgivning til børn og unge og en fremskudt indsats ude på skoler og uddannelsestilbud i hele Halsnæs Kommune.
Etableringen af headspace sker i tæt samarbejde med Halsnæs Kommune og med værdifuld støtte fra Sparekassen Sjælland Fyn og Hillerød Rotary Klub.
”Vi er glade for at kunne støtte etableringen af endnu et headspace-center. Det er det 3. center, hvor Sparekassen Sjælland Fyn yder støtte. Det er vigtigt for os, som lokal aktør, at kunne støtte op om indsatsen for at mindske børn og unge mistrivsel. Vi har en stærk tro på, at headspace Halsnæs kan blive et nemt, hurtigt og trygt sted at gå hen for unge, der har brug for en snak” udtaler filialdirektør i Frederiksværk, Irene Nielsen.
Samtalerne i headspace kræver ikke tidsbestilling og der er ingen journaler. På den måde gøres det så nemt som muligt for børn og unge at tale om alt fra kærestesorger, tristhed, angst, problemer i skolen til konflikter i familien mv.
”Vi har alt for mange børn og unge som mistrives over hele landet. Rotary indgår i et landsdækkende samarbejde med headspace Danmark for at komme den store mistrivsel til livs. Vi er derfor meget glade for at kunne støtte etableringen af headspace Halsnæs, som fremover vil være et knudepunkt for den tidlige hjælp til børn og unge i hele Halsnæs Kommune” udtaler Henrik Følbæk fra Hillerød Rotary Klub.
headspace Halsnæs vil have åbent tirsdag til torsdag fra 12-18. Alle i aldersgruppen er velkomne, uanset hvad behovet er. headspace sætter overordentlig stor pris på det nye samarbejde.
”Vi har mere end 10 års erfaring i mødet med pressede børn og unge og kommer til Halsnæs med et veludviklet koncept til tværsektorielt samarbejde med kommuner og private aktører. Vi lykkes med at opfange børn og unge inden problemerne vokser sig for store – både menneskeligt og økonomisk. I den indsats sætter vi overordentlig stor pris på støtten fra private støtter som Sparekassen Sjælland Fyn og Hillerød Rotary Klub.” slutter direktør Trine Hammershøy, Det Sociale Netværk / headspace Danmark.
Kontakt
For mere information kontakt:
Sparekassen Sjælland Fyn
Administrerende direktør
Lars Petersson
Tlf: 2938 7772
Mail: lap@spks.dk
Hillerød Rotary Klub
Henrik Følbæk
Tlf: 2490 5489
Mail: henrikfnielsen@outlook.dk
headspace Danmark
Direktør
Trine Hammershøy
Tlf: 2090 4993
Mail: th@detsocialenetvaerk.dk