Nyhed: 14. april 2023

headspace Danmark stifter nyt nordisk samarbejde for børn og unges trivsel

headspace Danmark går sammen med islandske Bergid headspace og norske Mental Helse, der står bag norske Ung Arena headspace, om at etablere Nordic headspace.

Nordic headspace skal have rod i civilsamfundet og vil skabe ny energi, opmærksomhed og ikke mindst nye løsninger i kampen mod dårlig mental sundhed i de nordiske lande.

headspace Danmark har hjulpet og rådgivet i forbindelse med etableringen af headspace i Island og Norge, og det fører nu til et bredere samarbejde, hvor vi vil udveksle data og erfaringer for at sætte børn og unges mentale trivsel klart og tydeligt på dagsordenen i hele Norden.

I lande over hele verden kæmper børn og unge med den mentale trivsel. Det er en udvikling, som har udfoldet sig gennem længere tid, og den er derfor ikke overraskende. Noget, der til gengæld er overraskende, er, at den udvikling rammer de nordiske velfærdsstater lige så hårdt som resten af verden. En udfordring så monumental, at World Economic Forum sammenligner den med den globale klimakrise.

Man kunne måske forledes til at tro, at de nordiske velfærdssamfund, som burde sikre, at alle får den hjælp, de har behov for, både fysisk, mentalt og socialt, kunne afbøde denne bølge af mental mistrivsel. Men nej, det står faktisk heller ikke særlig godt til i vores del af verden.

De nordiske velfærdsstater anses for at være blandt de bedste i verden. Alligevel har vi ikke formået at hjælpe de mange børn og unge ud af deres mentale mistrivsel. Derfor er der brug for en ny og meget bredere tilgang, der rækker hånden ud til de unge og langt tidligere end i dag, hvor det ofte er for sent. Vi har jo erfaringerne for, hvad der virker – vores stærke civilsamfundsstilbud, der møder de unge tidligt på egne præmisser, kan, sammen med det offentlige skabe den nødvendige samlede indsats, der kan få de unge i gang igen. Derfor er det tid til, at Norden endnu engang går forrest til gavn for den nye generation,” siger Poul Nyrup Rasmussen, stifter af og protektor for Det Sociale Netværk/headspace Danmark, om baggrunden for Nordic headspace.

Unge skal inddrages i løsningen

Nordic headspace skal sikre, at unge i alle nordiske lande inddrages aktivt i at forbedre deres mentale sundhed. Alt for længe har vores unge været efterladt på sidelinjen uden indflydelse på, hvordan løsningerne på deres udfordringer kunne se ud. Det skal ændres.

Samarbejdet om Nordic headspace skydes i gang med en konference i Reykjavik, Island, i dag. På konferencen taler en række unge om deres udfordringer, ligesom Katrìn Jakobsdòttir, Islands premierminister, giver sit besyv med.

Gitte Lillelund Bech, direktør i Dansk Erhverv, taler om det fundamentale behov for, at velfærdsstaten udvikler sig, og at ikke-offentlige velfærdsleverandører skal bringes ind i kernen af velfærden. Og Tom Guldberg fra Ung Arena headspace, som også står bag Nordic headspace, understreger, at det jo er langt mere rentabelt at forebygge frem for at behandle.

Vi ved, at op til 80 % af alle psykiske udfordringer kan løses gennem en tidlig indsats. Derfor er det sund fornuft at tage fat på problemerne og løse dem, før de vokser ud af proportioner. Samtidig er det også vigtigt at normalisere for unge, at mange af de udfordringer, de står med, simpelthen er relateret til det at være i live. Livsudfordringer er ikke en sygdom, men det kan udvikle sig til sygdom, hvis man ikke håndterer dem korrekt. Psykiske lidelser er i dag den mest omkostningsfulde udfordring, vi står over for. Alene i Norge i 2021 var udgiften 338 mia. norske kroner,” siger han.

Følg med i etableringen af Nordic headspace her på headspace.dk.

For yderligere oplysninger

Pia Bindesbøll, kommunikationschef i Det Sociale Netværk/headspace Danmark, mob. 30 22 70 44, e-mail: pb@detsocialenetvaerk.dk

Flere nyheder