Hvad er headspace?
headspace er et samtaletilbud, der tager udgangspunkt i dig og det, du har brug for at tale om. Vi er ikke psykologer, men tror på, at du selv bedst ved, hvad du har brug for, og vi hjælper dig ved at stille de rette spørgsmål. De fleste rådgivere er frivillige i alle aldre, der brænder for at hjælpe og lytter fordomsfrit.
Alle rådgivere får undervisning i samtaleteknik og lovgivning, og vi støtter brobygning til andre tilbud, hvis nødvendigt. headspace er akkrediteret af RådgivningsDanmark, og vi følger samtaleforløb tæt for at sikre, at det virker. Rådgivningen er sundhedsfremmende og forebyggende – vi er her for at lytte.”
headspace værdier
Vi er nogen at tale med
Unge kommer frivilligt til headspace for at dele deres udfordringer, og vores rådgivning er drevet af frivillige. Den dobbelte frivillighed skaber et unikt møde mellem mennesker.
Vi arbejder på de unges præmisser
De unge bestemmer, hvad samtalen skal handle om. Vi møder dem med nysgerrighed, respekt og omsorg og tager os den tid, de har brug for.
Intet er for stort eller småt
Alle unge er velkomne, uanset hvad de kæmper med. Vi hjælper med at bygge bro til andre tilbud, hvis de har behov for mere end samtaler hos os.
Vi arbejder på tværs og handler i fællesskab
Vi samarbejder med kommuner, regioner, virksomheder og foreninger for at styrke unges trivsel og sikre, at de hurtigt får den rette hjælp.
Vores arbejdsgange er til gavn for unge
Alt fra indretningen af centrene til administrationen af rådgivningen skal gøre det nemt og hurtigt for unge at få hjælp.
Fokus på sparring og supervision
Alle samtaler har to rådgivere for at sikre kvalitet og støtte. Rådgiverne modtager løbende sparring og supervision for at lære, udvikle sig og reflektere over deres arbejde.
Fokus på uddannelse
Alle i headspace får undervisning i fx samtaleteknik og lovgivning. Via vores læringsportal, headspace academy, opdateres vi løbende og deler erfaringer.
Fokus på brobygning
Når unge har brug for mere end headspace, hjælper vi dem videre. Mange centre samarbejder tæt med kommunale og regionale tilbud samt frivillige organisationer.
BAGOM HEADSPACE
headspace kom til Danmark efter australsk forbillede i 2013
Fra begyndelsen har det været en mærkesag for os, at vi deler erfaringer, viden og inspiration med resten af verden.
De første spæde skridt ud i at etablere headspace Danmark blev trådt på Psykiatrinetværkets årlige Psykiatritopmøde i 2011, der havde ’unge og mental trivsel’ som tema. Her deltog headspace-leder Nick Prendergast fra Melbourne i Australien, hvor han præsenterede den australske ungerådgivning headspace for de 1.000 deltagere på topmødet.
To år senere blev headspace Danmark til som et initiativ under Foreningen Det Sociale Netværk, og de første seks headspace-centre åbnede i Danmark i 2013.
headspace i Danmark
headspace-centrene er ledet af en lokal centerchef, der ofte leder 2-3 centre. Hvert center drives af et lille hold af lønnede ungerådgivere, der får hjælp af en masse frivillige, der alle har gennemgået en intern uddannelse i headspace.
Kommunerne, der medfinansierer headspace, har en “udstationeret” medarbejder i headspace, ligesom de fleste regioner har en medarbejder fra psykiatrien tilknyttet centrene.

Initiativer, der gør en forskel
Vi arbejder med konkrete initiativer som valg af job og uddannelse gennem Hvad Kan Jeg Blive? og forebyggelse af frafald. Derudover samarbejder vi med landets stifter om mindU, der sætter fokus på psykisk og social sårbarhed i konfirmationsforberedelsen. Samtidig styrker vi ungerådgivernes kompetencer til samtaler om relevante emner.
headspace logo
headspace-logoet, Det Sociale Netværk-logoet, vores øvrige registrerede og ibrugtagne varemærker, er varemærker tilhørende Det Sociale Netværk. ©2025 Det Sociale Netværk. Alle rettigheder forbeholdes.
Logoerne er Det Sociale Netværks registrerede varemærke eller ibrugtagne varemærke og de må derfor kun bruges med respekt for Det Sociale Netværks varemærkerettigheder. Logoerne må ikke bearbejdes, redigeres eller lignende.