Ny julekampagne: Nomi og Loke åbner op for det svære i nyt podcast-format

I dag den 5. december lancerer vi vores julekampagne, hvor vi sammen med content creators Nomi og Loke sætter fokus på drenge og deres udfordringer. Gennem en videosamtale-podcast i fire afsnit vil Nomi og Loke tage fat på det svære med udgangspunkt i deres egne erfaringer. Kampagnen skal hjælpe med at give drenge et sprog for deres følelser og skabe en vigtig samtale.

Podcasten inkluderer to gæsteafsnit med gamer og streamer Rasmus Søndergaard samt musiker Zuloo. Formatet kombinerer humor og sårbarhed og sigter mod at nå drengesegmentet på en ny og engagerende måde.

Vi vil løbende i december og januar dele små klip fra podcasten på vores sociale medier – følg med og vær med til at sprede budskabet.

Drenge i headspace

I løbet af de sidste fem år har drenge udgjort en fjerdedel af de unge, der søger støtte i headspace. Vi ser dog et behov for at nå endnu flere drenge og give dem den hjælp og de redskaber, de har brug for til at navigere i livet.

Sidste år udgjorde drenge 27 % af de unge i headspace, og blandt dem er identitet og selvværd blandt de mest almindelige samtaleemner. Faktisk handler hver femte samtale med drenge om disse emner.

Drenge fortæller, at headspace hjælper dem med at finde ro, styrke deres selvtillid og forbedre relationerne til deres familie. Det er netop denne type forandring, vi ønsker at fremme med vores julekampagne.

Som en 21-årig dreng beskriver det:

“Tak for al jeres hjælp. Jeg var helt sikker på, at der ikke var nogen, som kunne hjælpe mig. Men fordi I har lyttet til, hvad der er vigtigt for mig, har det været nemmere at åbne op og tage imod hjælp.”

Vi håber, du vil tage del i samtalen – og hjælpe os med at nå endnu flere unge drenge.

Du kan se og lytte til podcasten her: https://www.youtube.com/watch?v=SjGUD5QuFzg