Et rekordantal unge i aldersgruppen 18-29 år er ved udgangen af 2023 parkeret på førtidspension, og tre ud af fire under 40 år fik den som følge af en psykisk lidelse. Dét er et udtryk for systemets afmagt, for der er veje tilbage til hverdagslivet for mange af de unge, mener Poul Nyrup i dette debatindlæg bragt i Altinget.

Forestil dig, at du er ung og står foran en dør til en verden uden ende. En verden, du drømmer om at række ud efter, træde ind i og skabe dig et meningsfuldt arbejdsliv i. Forestil dig så, at den dør aldrig bliver åbnet. Du bliver stående foran døren. Hele livet.

Det er virkeligheden for et rekordantal unge. 13.500 unge i alderen 18-29 år er ved udgangen af 2023 parkeret på førtidspension. Dét er rekordhøjt. Og tre ud af fire af unge under 40 år, som har fået førtidspension, fik den tildelt som følge af en psykisk lidelse. Det er de tal, der stod at læse i Politikens artikel forrige lørdag baseret på undersøgelser fra SMVdanmark og Dansk Arbejdergiverforening.

Jeg må indrømme, at jeg blev både rystet og ked af den historie fra det virkelige liv. Bag hvert tal i den statistik er et ungt menneske med et spirende liv, en fremtid og et potentiale, men som aldrig får mulighed for at udforske livet på en arbejdsplads med kolleger og et socialt rum med samvær og fællesskab.

Jeg vil gerne understrege, at både unge og andre kan have så store udfordringer, at en førtidspension er en relevant foranstaltning. Et samfund, som vores skal have råd til og mulighed for at holde hånden under denne gruppe af mennesker i et værdigt liv.

Men min oplevelse er, at billedet er mere nuanceret. Tallene for førtidspensionerede unge er efter min mening ikke et udtryk for en skrøbelig, hjælpeløs ungdom, men snarere et spejl på et dybere problem og en fornemmelse af afmagt i de etablerede behandlings- og støttesystemer i regioner og kommuner

Fokuserer på begrænsningerne

I Det Sociale Netværk og headspace møder vi mennesker, som har eller har haft det psykisk svært, men som er kommet sig, ikke på grund af, men ofte på trods af den behandling og støtte, de etablerede systemer har tilbudt dem.

Konkret havde vi for nylig et jobopslag, hvor halvdelen af ansøgerne havde egne erfaringer med psykiatriske indlæggelser, og alle, vi inviterede til samtale, havde egne, levede erfaringer med psykisk sårbarhed. To ud af tre fortalte, at de af deres psykiater var blevet frarådet at tage en uddannelse og til at søge et job. Personer, der nu har universitetsuddannelser og jobs på cv’et.

Superdygtige og veluddannede personer, der på eget initiativ har udvisket det begrænsende stempel, de fik af behandlingssystemet.

Det, vi hører fra de unge, er, at man i det offentlige system oftest udelukkende fokuserer på manglerne; på dét, man ikke kan. På begrænsningerne. Man betragter unge som svage, når det reelt set kræver stor styrke at række ud efter hjælp. Vi står med andre ord i en situation, hvor psykisk sårbare unge bliver statister i et systemisk puslespil. I stedet for at få lov til at indtage hovedrollen i deres eget liv, eller i det mindste få lov til at forsøge.

Meget tyder på, at psykiatrien er løbet sur i gentagne, årelange behandlinger. Og vigtigst: De såkaldte ressourceforløb, som blev skabt i den bedste mening, har simpelthen ikke virket: ”Nå, de to første tilbud om job/uddannelse virkede ikke, men så må vi finde to andre til dig”. Vi bliver nødt til at bevæge os på tværs af siloerne. Mere af samme slags i kommunen virker ikke, hvis du ikke ved, hvem du er, hvis du mærker, at der ikke er brug for dig, hvis du får en stigende fornemmelse af, at du ikke kan noget eller dur til noget.

I headspace er vores udgangspunkt mennesket, ikke sygdommen. Vores erfaring er, at det er den faste relation, det samme menneske du møder undervejs, den håndholdte sammenhængende indsats overfor hver enkelt af de unge, der virker. Koden, vi har knækket? ”Man skal være nogen, før man kan vælge noget.”

Søren Kierkegaard sagde på denne måde: ”Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det.”

Peers er løsningen

Det kan lade sig gøre. Med en beskeden indsats har vi vist, at vi kan rykke mennesker selv med svære psykiske lidelser. Vores peer to peer-metode, som vi har udviklet i Peer-partnerskabet i samarbejde med Landsforeningen SIND, har skabt banebrydende resultater, når det handler om, at psykisk sårbare mennesker skal komme sig. Det er markant og målbart, og det er dokumenteret i forskningsprojektet Vejen til Hverdagslivet, som Ugeskrift for Læger beskrev i januar.

Vejen tilbage til hverdagslivet bliver lettere, når man mødes af og snakker med en person, som selv har oplevet psykisk sårbarhed – en såkaldt peer. En person, der har egne, levede oplevelser med mistrivsel og psykisk sygdom; som kan lytte og rådgive ud fra egne erfaringer og dermed indgyde håb og måske vise en vej ud af mørket. Og ikke mindst være et levende bevis på, at en psykisk sårbar ikke er alene.

I forskningsprojektet deltog psykisk sårbare personer i gruppesamtaler med peerpersoner i 10 uger, i alt 296 personer deltog i fem af landets kommuner. Projektet viste, at deltagerne med psykisk sårbarhed ikke bare blev stabiliseret, men også begyndte at trives bedre og kunne tage hul på en mere meningsfuld hverdag. De fik tændt en oplevelse af håb, oplevede stærkere forbundethed med andre, et mere positivt syn på sig selv, en øget livskvalitet samt en større handlekraft i hverdagen.

Leder af forskningsteamet, Lene Falgaard Eplov, sagde om projektets resultater til Ugeskrift for Læger: ”Vi kender ganske enkelt ikke til andre indsatser, der har samme dokumenterede effekt, og måske kan peer-indsatserne være et element, der kan binde borgernetværk og civilsamfund sammen med det professionelle behandlingssystem.”

Det er lige så enkelt som det lyder. Lige så effektivt som det er fornuftigt. Det handler om at møde et menneske på hans eller hendes præmisser, med alle de nuancer og den uperfekthed, som ethvert menneske rummer. Det er i dét møde, at personens muligheder for at komme videre i livet er størst. Dét dokumenterer peerprojektet. Og lige præcis dét har de 10 år, vi har lyttet til, snakket med og rådgivet børn og unge i vores headspace-centre landet over, også vist os.

Vores erfaringer med peers og med vores mange samtaler med unge i headspace-centrene kan ikke stå alene. Det er ikke et enten eller. Samarbejdet mellem civilsamfundet og kommuner/regioner er vigtigt og helt afgørende. Men tiden arbejder imod os, imod de mange børn og unge, der står på tærsklen til den sårbarhed, hvorfra det på et tidspunkt bliver svært at vende tilbage. Og hvor de ender foran den lukkede dør.

Så lad os nu komme i gang. Lad os gennemgå de 13.000 unge førtidspensionister som enkeltpersoner med forskelligt livsforløb. Det er den samlede indsats båret af en fast mentor, der virker. Vi har erfaringen, og vi har vist, vi kan. Lad os prøve i fællesskab. Lad os dog prøve det i kommunerne. Sammen kan vi bare mere!