Finansministerens åbning

Det første markante øjeblik indtraf, da finansminister Nicolai Wammen gik på scenen til en debat med Poul Nyrup Rasmussen om forebyggelse. Det var første gang i de 17 år, der er blevet afholdt psykiatritopmøder, at en finansminister deltog i topmødet – og det gjorde ministeren ikke blot som politiker men også som far og menneske, lød det fra ham.

“Vi har været for dårlige til at se værdien af forebyggelse,” erkendte Wammen og understregede, at investeringer i psykiatrien ikke må ses som en udgift, men som en nødvendighed: “Vi har været tilbøjelige til at investere i det, man kan se resultatet af i morgen. I stedet for det, man kan se resultatet af om ti år. Og der er det vores opgave som politikere at sige til hinanden, at det er en skæv prioritering.”

Finansministerens erkendelse og anerkendelse af forebyggelsens rolle lagde kimen til dagens debatter og satte pejlemærket for de politiske diskussioner.

Mark Stokholm, Poul Nyrup Rasmussen og Nicolai Wammen

Civilsamfundet som forudsætning for en velfungerende psykiatri

Gang på gang blev civilsamfundets rolle fremhævet. Wammen takkede de frivillige og anerkendte betydningen af de organisationer, der til daglig bærer unge og voksne i svære livsfaser.

Jonas Egebart, direktør i Sundhedsstyrelsen, var også klar i spyttet i samtale med Poul Nyrup Rasmussen: “Det er veldokumenteret, at fællesskaber er en beskyttende faktor. Jeg har ikke brug for mere dokumentation. Det, jeg har brug for, er handling.”

Egebart talte også om, at civilsamfundet ofte falder uden for de klassiske finansieringskasser. Her replicerede Nyrup: “Jeg ser investeringen i civilsamfundet som en grundlæggende forudsætning for, at psykiatrien kan fungere. Hvis ikke der var et civilsamfund, så ville psykiatrien bryde fuldstændig sammen.”

De to herres samtale understregede ikke blot, hvor civilsamfundet og den etablerede psykiatri kan spille endnu bedre sammen. Den bød også på grin, da Nyrup spøgefuldt foreslog, at de stiftede en arbejdsgruppe på stedet. “Så skal vi have Nicolai (Wammen, red.) med,” sagde Jonas Egebart. “Jeg ringer til ham bagefter,” lød det fra Nyrup – til salens begejstring.

WHO: Investering i forebyggelse virker

Et internationalt perspektiv på forebyggelse stod Dr. Ledia Lazeri, Regional Adviser for Mental Health hos WHO Europa, for. Indledningsvist tegnede hun et billede af udviklingen i unges mentale helbred på globalt plan, som vi også kan genkende fra vores breddegrader: stigende mistrivsel, flere online-mobbesager og et voksende skolepres.

Hun fremhævede dog også en vigtig succeshistorie: “Der har været et globalt fald i selvmord. Det viser, at vores forebyggelsesværktøjer virker. Vi skal bare finde ud af at udbrede dem endnu mere – og gøre dem effektive inden for andre områder af mental trivsel.”

Særligt i højere- og middelklassesamfund kan man se, at kurven for selvmord er knækket. Pointen var klar: investering i forebyggelse virker – særligt i et samfund som Danmark.

At forebyggelse virker – både menneskeligt og økonomisk – var også en pointe hos direktør i Social- og Boligstyrelsen, Ellen Klarskov Lauritzen, som holdt oplæg om “den dobbelte bundlinje” – altså indsatser, der både skaber menneskelig værdi og økonomiske gevinster.

Her fremhævede hun blandt andet to kommunale projekter, der havde forbedret borgernes livskvalitet og givet årlige besparelser på op til 2,2 millioner kroner. “Sociale investeringer kræver tålmodighed, men på sigt er gevinsterne store,” understregede hun.

Tidligere bruger af psykiatrien: ”Det kunne have sparet mig ti år”

Dagens mest bevægende indslag kom, da fem tidligere psykiatribrugere delte deres erfaringer. Her satte de ord på, hvad der virker – og hvad der ikke gør.

Agnes Marie Frey fortalte, hvordan relationer og omsorg var afgørende for, at hun fik sin sygdom under kontrol: “Det var en kontaktperson, der gik ture med mig, som gjorde forskellen. Det kunne have sparet mig ti år med psykisk lidelse, hvis jeg tidligere havde kendt til et tilbud som f.eks. headspace, hvor nogen kunne fortælle mig, at jeg var god nok.”

Niklas Magdal Jensen, en anden af panelets deltagere, beskrev, hvordan han havde følt sig tabt mellem unge- og voksenpsykiatrien som 18-årig, samt hvor lidt forståelse for hans livssituation, han havde mødt: “I de otte år jeg var i kommunen, blev jeg ikke tilbudt et eneste alternativt tilbud i civilsamfundet. Jeg fik et fitnesskort. Men når man ikke kan finde overskud til at sætte tallerkener i opvaskemaskinen, så går man nok heller ikke ned i fitness.”

Værdien af at have det godt

Under samme paneldebat kom også en stærk refleksion fra Klavs Serup Rasmussen, chefkonsulent i Peer-partnerskabet og tidligere psykiatribruger. Han stillede spørgsmålet, hvorfor vi altid kun regner på, hvad mistrivsel koster – og aldrig på værdien af at have det godt:

“Det koster, hver gang en person er i en alvorlig krise. Når vi taler økonomi, handler det lige så meget om, at man hurtigst muligt møder nogen, der kan være betryggende og skabe ro. Vi kender ikke prisen af at have det godt – vi kender kun værdien af, når folk har det dårligt. Det kunne gøre en stor forskel at kende værdien af at have det godt – for hele samfundet.”

Klavs Serup Rasmussens ord blev mødt af et stort bifald, fordi han satte fingeren på noget grundlæggende: at mennesker ikke bare er tal i et regneark, men ressourcer, som kan blomstre, hvis vi giver dem muligheden.

Poul og Monopolet – smil midt i alvoren

Efter de barske, men vigtige fortællinger fra de tidligere psykiatribrugere, bevægede vi os over i den mere lette afdeling, da Poul og Monopolet svarede på dilemmaer fra salen.

På et spørgsmål om, hvorvidt man skal sige til en jobsamtale, at man har en psykisk sygdom, fortalte Peter Westermann, formand for Depressionsforeningen, hvordan han engang fik afslag på et job med beskeden om, at han “manglede drive” – mens han var midt i en depression. En historie, der tydeligvis faldt i god jord hos publikum.

Og da Agnes Marie Frey efter et meget langt – men “meget flot konstrueret” – spørgsmål fra Poul Nyrup Rasmussen svarede, at han altså havde tabt hende fuldstændig undervejs, vakte det stor latter i salen. Øjeblikke som disse viste, at selv de tungeste emner kan balanceres med lethed og menneskelighed.

Med til at understrege denne pointe var også en smuk og inderlig optræden af den dygtige sangerinde Svea S og en forpremiere på dokumentaren ”Human Race” – et spændende indblik i Eske Willerslev og hans teams jagt på nye indsigter om psykisk sygdom i DNA’et fra mere end 5000 ældgamle skeletter. Instruktøren bag, Simon Lec, og professor Thomas Werge, der medvirker i dokumentaren og leder Forskningsinstitut for Biologisk Psykiatri, introducerede filmen med et oplæg.

Poul og Monopolet

Politiske løfter at gå hjem på

I dagens afsluttende panel opsummerede en række psykiatriordførere fra Christiansborg, hvad de tog med fra topmødet.

Charlotte Broman Mølbæk fra SF vil arbejde for, at flere bliver mødt og set som det menneske, de er. Peder Hvelplund fra Enhedslisten talte om behovet for en ny treenighed mellem borgere, velfærdssamfund og civilsamfund. Alternativets Karin Liltorp slog fast, at retten til meningsfulde fællesskaber skal skrives direkte ind i lovgivningen.

Som repræsentant for regeringen rundede Moderaternes Rasmus Lund Nielsen af med at love “forskellige tiltag” på folkeskoleområdet og garantere, at han vil have fokus på stigningen i ADHD-diagnoser.

En fakkel for fremtiden

Når man så ud over salen i Imperial Bio, var det tydeligt, at Psykiatritopmødet endnu engang havde skabt noget særligt. Politikere, eksperter, brugere og frivillige stod skulder ved skulder i en fælles erkendelse: Vi kan ikke vente længere.

Forebyggelse er ikke blot et regnestykke. Det handler om liv, mennesker og fællesskaber. Og vi har ikke råd til ikke at handle.

Mørke regnskyer hang måske over årets Psykiatritopmøde, men inde i salen brændte håbets lys – en fakkel for fremtiden.