d. 15.05. 2025

Tre nye headspace-centre åbnet – nu er vi til stede i 36 byer

headspace Danmark netop har slået dørene op til tre nye centre i Brøndby, Møn og Næstved. Med åbningen af de nye centre er vi nu til stede i 36 byer landet over, hvor vi tilbyder gratis, anonym og uforpligtende samtalestøtte til børn og unge mellem 12 og 25 år.

Poul Nyrup Rasmussen, stifter af og protektor for headspace Danmark udtaler:

“Det fylder mig med enorm glæde og håb, at vi nu har åbnet tre nye headspace-centre til gavn for landets børn og unge, som savner et sted at lette deres hjerter. Vi ved, at behovet er stort – men også at viljen til at støtte de unge er endnu større. Jeg vil gerne rette en stor tak til kommunerne for det gode samarbejde, til vores dygtige ungerådgivere og frivillige, som fylder centrene med varme, nærvær og åbenhed, samt vores lokale samarbejdspartnere, der har gjort det muligt at åbne disse nye centre. Sammen skaber vi steder, hvor unge kan føle sig trygge, accepteret og – ikke mindst – lyttet til.”

Stemningsfyldte åbningsfester med taler, musik og smukke øjeblikke

De tre nye centre bød i den forgange måned indenfor til fine åbningsfester.

Først i Stege på Møn, hvor der var besøg af borgmester Mikael Smed, Stege Rotary Klub og en række lokale ildsjæle, mens elever fra Skolen For Livet leverede musikalske indslag. Lokale unge, der havde været med til at indrette de nye lokaler i den gamle sukkerfabrik, blev hyldet med klapsalver.

I Brøndby skinnede solen, mens lokale unge fra FGU Vestegnen spillede musik, og blandt talerne var borgmester Maja Højgaard, bidragsyder og bestyrelsesformand i Brøndby IF, Jan Bech Andersen, og Poul Nyrup Rasmussen. Her kiggede de tre Superligaprofiler Nicolai Vallys, Daniel Wass og anfører Jacob Rasmussen også forbi.

I Næstved bød man velkommen med taler fra blandt andre borgmester Carsten Rasmussen og regionsrådsformand Trine Birk Andersen. Rotary Næstved Sankt Peder overrakte ved samme lejlighed en donation på hele 105.000 kr. – en varm gestus og et stærkt signal om opbakningen til det nye center.

Poul Nyrup Rasmussen med Jan Bech Andersen, Brøndbys borgmester Maja Højgaard, centerchef Carina Abel Gjaldbæk, to ungerådgivere og Brøndby IF-spillerne Nicolai Vallys og Daniel Wass

Find dit lokale headspace-center – eller gør en forskel som frivillig eller ansat hos os

Med åbningen af de tre nye centre udvider headspace sin indsats og skaber endnu flere trygge rum, hvor unge kan vende stort og småt. Vi opfordrer derfor alle til at sprede budskabet om de tre nye centre i Brøndby, Stege og Næstved – samt vores 33 andre centre over hele landet.

Er du unge og har brug for nogen at tale med? Eller kender du en ung, der har brug for os?

Find dit lokale headspace-center og book en samtale her:

headspace afdelinger – headspace

Vi søger også både dedikerede frivillige og dygtige nye kolleger forskellige steder i landet. Har du lyst til at gøre en forskel for børn og unge – og være en del af et stærkt fællesskab?

Læs om de mange forskellige måder, du være frivillig i headspace og headspace Family på – og ansøg her:

Bliv frivillig – headspace

Læs om de spændende jobmuligheder i headspace og headspace Family – og ansøg her:

Job – headspace