Kampagner & samarbejder

headspace er mere en rådgivning. Vi arbejder hver dag på at give ungdommen en stemme både i medierne og politisk, ligesom vi slår slag for, at børn og unges trivsel og mental sundhedsfremme skal tages seriøst.

Vi står derfor bag flere kampagner, der retter spotlyset mod forskellige problematikker, udfordringer og budskaber, der skal sætte fokus på mental trivsel.

headspace indgår også løbende i partnerskaber med andre organisationer og virksomheder, der ligesom os kæmper for aftabuisering og afstigmatisering, så vi kan være med til at sikre en forbedring af unges mentale sundhed.

Se vores forskellige kampagner herunder, og læs mere om vores forskellige initiativer her

Giv Ungdommen En Stemme!

headspace var klar til Folketingsvalget 2022, og hvor vi kæmpede for, at ungdommen skal have en stemme.

Vi kæmpede både for, at unge skal blive hørt på Christiansborg, og at danskerne skulle sætte deres kryds ved folketingskandidater eller partier, der har unges mentale helbred som mærkesag, når de stod i stemmeboksen. Det er ved vigtige milepæle som valg, at vi skal sørge for, at unges mentale trivsel kommer på den politiske dagsorden!

headspace gik sammen med vores frivillige og ambassadører på gaden tirsdag d. 25. oktober. Vi stod på Kultorvet i København, hvor vi vil uddelte flyers, varm kaffe og spredte vores vigtige budskab.

Maybelline x headspace: Brave Together

Vi har brug for en verden, hvor vi taler åbent om angst, depression, ensomhed og alle de andre udfordringer, som rigtig mange unge støder på i deres liv. Vi skal turde anerkende det og være modige sammen, så vi kan skabe dialog, information og aftabuisere mental mistrivsel.

Det Sociale Netværk / headspace Danmark samarbejder med Maybelline som national partner i den verdensomspændende kampagne ‘Brave Together’.

Vi mener, at det er vores pligt at støtte op om afstigmatisering af det at have ondt i livet og at have udfordringer som ung. Kampagnens mål er at sætte fokus på aftabuisering af psykisk sårbarhed og at fremme inklusion, fællesskab og et bedre mentalt helbred hos unge, som er vores hjertesag.

Det’Okay

I headspace møder vi hver dage unge, der føler, at de er de eneste i verden, der har det på den måde, som de har det. Følelsen af at være forkert og at have det svært kan overtage fuldstændigt, og det kan være svært at finde en vej ud.

Men virkeligheden er, at du ikke er alene. Vi oplever alle perioder i vores liv, hvor det er ekstra svært at finde vejen ud igen, men – det’ okay – for hos headspace ved vi, at du ikke er alene. Og det vil vi gerne vise.

Kampagnen “Det’ okay” sætter fokus på sårbarhed i alle dens afskygninger. Vi trækker mental (mis)trivsel frem i lyset og ind foran kameraet, hvor fotograf Petra Kleis på smukkeste vis fremhæver vores headspace-ambassadørers sårbarheder og styrker i enkle portrætter – og ind i dine ører med Podcasten “Det’ Okay”.

Kære forældre

Med kampagnen ‘Kære Forældre’ satte vi fokus på den svære samtale mellem forældre og barn med budskabet om, at det er helt normalt, at kommunikationen kan slå knuder. Særligt når børn bliver til unge voksne.

Som forældre kan man gøre rigtig meget for sine børn. Alle forældre gør, hvad de kan for at lytte, kommunikere og forstå, når deres børn har problemer eller er pressede. Men nogle gange er der behov for, at ‘nogen andre’ taler med børnene om deres udfordringer.

At man som forælder kan kæmpe med ordene, betyder ikke, at man er en dårlig forælder. Det er bare ikke altid, at man som forælder er den, barnet vil snakke med.

#TalOmDet

Med kampagnen #TalOmDet søgte vi at gøre op med den perfekthedskultur, der eksisterer på de sociale medier.

Derfor tog kampagnens visuelle udtryk udgangspunkt i de sociale medier, fordi det er her, de unge befinder sig, og har en stor del af deres liv. Det er samtidig her, facader hos unge ofte udspiller sig.

Men det kan samtidig overføres til en generel tendens, ude i virkeligheden, vi hos headspace ser hos de unge. De opbygger facader over for deres venner, forældre og nære relationer. De er bange for at være til besvær, være unormal, eller “svage”.

Nysgerrig på børn og unges mentale trivsel?

headspace er det største, landsdækkende forebyggende og mentalt sundhedsfremmende civilsamfundstilbud for unge mellem 12-25 år, som oplever udfordringer relateret til deres mentale sundhed.

Vi bruger vores viden og data til at skabe det bedste rådgivningstilbud til børn og unge, formidle vores viden ud til gavn og nytte for andre og for at kunne inspirere og opstarte nye initiativer, der kan arbejde for mental sundhedsfremme målrettet børn og unge.